Uddrag fra
Slangen i Sydney
Af Michael Larsen
Savlet løb fra hendes mund, og hun gispede opgivende efter vejret mellem det chokerede ægtepar, der havde støttet hende ind gennem døren til Sydneys Prince of Wales Hospital. En høj yngre mand, som Annika antog tilhørte samme selskab, holdt beredvilligt døren for dem.
Pigen gik på slappe ben, hendes hoved dinglede fra side til side, og Annika lagde mærke til, at hun tog sig til hånden. Så faldt hun sammen.
Annika var allerede på vej hen mod dem, efter at hun havde afgivet direktiver om at forberede intensivafdelingen. Hun sørgede for at advisere narkoseafdelingen, så de kunne gøre udstyret klar, og sammen med afdelingssygeplejersken og en portør ilede hun det lille selskab i møde, portøren med en hospitalsseng skubbet foran sig.
- Forsigtigt, sagde Annika, da de i fællesskab løftede pigen op på sengen, - har hun drukket?
Det rystede ægtepar så på hende. Så tog manden, høj, turisthvid med skyggehat, shorts og khakifarvede strømper i de hvide sejlersnøresko, sig sammen. Han sloges lidt med en taske i kraftig sort kanvas, som han havde hængende over skulderen, og som Annika gik ud fra tilhørte pigen. Så sagde han:
- We ... we are tourists. Sweden. We don’t know ...
- Jag taler lite svenska, sagde Annika.
- Oh, sagde manden. - Ja, vi vet inte ... vi råkade bara hitta flickan.
- Trækker hun vejret? spurgte Annika, og uden at vente på et svar bøjede hun sig ned mod pigens ansigt, hvorfra hun mærkede en tynd, varm ånde på sin kind. Hun fornemmede ingen spor af alkohol. Med hånden lokaliserede hun en svag uregelmæssig puls.
Annika undersøgte hurtigt den hånd, som pigen havde taget sig til, og næsten øjeblikkeligt bemærkede hun to bidsteder. Det ene tydeligt. Det andet kun markeret af en lille, tynd streg på huden. Hun var ikke længere i tvivl om, hvad pigens tilstand skyldtes. Bapi, slange. Eller det ildevarslende yirritja, som Kookillo Dhamarandji, John Farrows medhjælp i reptilparken ved Brisbane, brugte om giftslangerne.
Hun trak en serviet frem fra lommen, bed den fri af indpakningen og trykkede den mod pigens håndryg. Derpå trak hun forsigtigt pigens arm ud, lod den falde slapt ned langs siden af sengen og låste sin egen hånd i et fast greb om pigens overarm.
Det lille selskab småløb ved siden af hospitalssengen, som portøren styrede ned ad gangen. Annika undersøgte pigen, så godt de besværlige forhold tillod det. Aftrykket fra slangens tænder sad et godt stykke fra hinanden, og Annika mærkede sig, at der ingen nævneværdig hævelse var omkring bidstedet, hvilket desværre ikke entydigt var et godt tegn. Hun drejede forsigtigt pigens hånd og fik øje på to mikroskopiske rids, som hun for en sikkerheds skyld også tilskrev slangen. Småløbende, mens hun forsøgte at finde flere bidsteder, arbejdede hendes hjerne på højtryk.
- Er hun allergiker?
- Vi kender hende ikke, sagde den ældre svensker.
- Hvor fandt I hende?
- Hun sad i en bil. Ude ved Quarantine Head.
Hun sendte byger af spørgsmål mod de ældre mennesker, spurgte til sygesikringsbevis og vaccinationskort, men det var tydeligt, at de så godt som ingenting vidste om pigen. Heller ikke den yngre mand bidrog med opklarende detaljer. Bagefter kunne Annika faktisk ikke huske, om han overhovedet havde sagt noget eller talt med de andre eller bare holdt sig i baggrunden hele tiden, og det eneste, Annika bemærkede ved ham, udover en fornemmelse af hans høje statur, var et ar, der snoede sig ned ad hans højre kind.
|
|
