Uddrag fra
Uden sikker viden
Af Michael Larsen
Der slået et hjørne af dynen, der ellers er hvid og stram som en kiste af bløde dun. Og hver aften er der tryllet en lille firkant frem på hovedpuden. Pebermyntechokolade i sølvpapir og med en kølighed, så den ikke smelter. Chokoladen, son jeg aldrig helt har forstået: Før eller efter at jeg børster tænder?
Der er en friskhed i vasernes blomster, der næsten forekommer uvirkelig. Duften er saftgrøn og sød fra hyancinter og gule, knitrende tulipaner. Og vandet i glasvasen er skinnende og krystalklart som krom eller solsplintret regn.
Der er ingen tvivl. Billedet er taget her. Ikke lige i dette rum, men her på hotellet. Her et eller andet sted på hotellet i et af alle disse rum. Det er spejlet og strukturen i det støvede karmoisinfarvede tapet i baggrunden, der stedfæster det. Selv i closeup af de to personer i forgrunden kan man ane de små pudeagtige polstringer, der som et fingeraftryk væggen på billedet med en væg i et af alle disse mange rum. Farverne skifter på de forskellige etager. På femte sal er tapetet douce-gult som på billedet. Det er dér, det er taget.
Der er noget sært forvredent over hendes ansigt. Noget nydelsesfuldt. Han holder stramt om hendes håndled, hun skubber sig bagud mod ham, hendes hænder er knugede. Der er spejlet, tapetet og sveden fra deres kroppe.
Jeg kan ikke få øjnene fra billedet. Jeg kan ikke lade være med at stirre på det, selv om jeg får brækfornemmelser af det. Sengen, de ligger i, er rodet, lagenet er trukket skævt og en pude er skudt ind mellem hendes ben. Billedets grove opløsning giver et ekstra snusket præg.
Hun, der har vandret i mine drøme som et søgelse, hvor tiden er stået stille, hun, hvis vipper jeg stadig kan mærke flakse mod min hals som en skræmt sommerfugl, skyder sin krop bagud, som om hun frivilligt lader sig spidde på en pæl,vil æde den op nedefra, og hendes ansigt er trukket opad lige før, billedet er taget, som om hun i netop det øjeblik dør eller kommer.
Jeg kender ikke ahm. Jeg gætter på, det er hans navn, der står på sedlen, men jeg er ikke sikker. Og hende. Hvad med hende? Jeg burde kende hende. Men jeg ved ikke, om jeg gør det. Jeg gætter.
I drømme er hendes ansigt stadig ungt. Hun er endnu sval, rund og blød med hænder, der aldrig har lært andre bevægelser end kærtegnet. Men kan jeg trække forbindelsen fra hende til kvinden på billedet? Det falder mig svært. Måske er det håret, der gør det. Sidst jeg så hende var det langt, lyst. I følgebrevet skrev Marianne, at hun også farvede det, efter at det var blevet kort.
Ude på gangene er der stille. Jer er som indkapslet i en kabineagtig tryghed, og der er kun fjerne lyde som i let søvn. Tjenerne, i deres hvide jakker og sorte skarptpressede bukser, taler med diskrete elskeres lave stemmer, når de bringer sølvfade og blinkende karafler op om aftenen. Der er ingen støj fra gaden langt nede.
Lyden af klokken på den ornamentale elevatorskakt er den eneste, der ikke kan dæmpes. Men bag en massiv dør i mahogni, hvor rummet suser af kunstig, kold luft, når selv ikke den lyd ind.
Der bliver lejlighedsvis skubbet telefonbeskeder og breve ind under min dør, og selv da er der kun en kratten og en hvid hvisken på tæppet. Som regel er de fra Solker. Han er bekymret over udgifterne.
Langt, langt nede i dybet under elevatoren, der efterlader en let døvhed i øret fra trykket og en sammenpresset fornemmelse i kroppen, når den stopper, træder man ud i lobbyen. Og også her er der stille.
I den højsøjlede stilhed forretningsfolkenes lydløse læderfødder i forhallen og i de dybe tæpper på gangene, og der skal mikrofoner til for at aflytte snakken, der på sær vis bliver død og parvis. I tæpperne kan man aflæse den travlhed, man ikke kan høre, mens formiddagenes kitler med en susen stryger skyggerne på plads og støvet væk.
Under den katedralagtige kuppel i hotellets forhal virker mændene rene, vejplejede og duftfri, og pomaden i deres korte, sorte hår er våd og glinsende som baddug. Der er en drenget uskyld i deres farverige silkeslips, og tanken om millionforhandlinger mellem dem virker usandsynlig. Duften omkring kvinderne er svimlende og står om dem i usynlige skyer. De er i høje, stramme, helfarvede dragter, andre er i kjoler, og kun slidserne gør, at deres bevægelser ikke stopper. De kunne være unge koner, kærester eller kollegaer. Det er ikke til at sige. De kunne også være kvinder, der er købt. Deres bløde skuldre er store og firkantede. Deres glatte, spidse trin træder ligesom noget ud under sig, når de går. De ligner kulørte rovdyr. Deres ansigter er hvide af smil, og de har blodrøde og blanke læber, der næsten drypper.
Der er en majestætisk stilfuldhed i alle hotellets lange gange. Alt sover i varme pasteller. I engelsk rødt, i karminer, i fortyndede nepalgule og en enkelt kold farve, der gør badeværelset større og vandet varmere: En kølig grøn, der repeteres i de hvide håndklæder, i klude og i teksten på hotellets sæber.
Den første dag vil de vide, hvilke aviser jeg ønsker til min morgenkaffe, når jeg spiser på værelset. Men de har naturligvis ikke danske.
De drikkepenge, jeg betaler unge Stuart, Louis og de andre, er de eneste penge, der er mellem os. Resten klarer jeg med mit kort. De er alle høflige og smilende. Og næsten homoseksuelt venlige. Ingen af dem kender manden på billedet.
- Og hende ville jeg kunne huske, siger Stuart.
- Men jeg ved, hun har været her? siger jeg.
Stuart ryster på hovedet.
- Jeg kan ikke huske hende.
Han kommenterer ikke billedet, stiller ingen spørgsmål. Han beklager bare.
Stuart kan jeg ringe efter. Eller de andre. På alle tider af døgnet. Jeg kan få mit tøj renset eller vasket. Jeg trykker på en knap, når jeg vil have en bil rullet frem. Hvis ikke jeg har særlige ønsker, kan jeg ringe ned efter en af de forudarrangerede aftenretter. De er som skygger i it liv. Og det sker kun en enkelt gang, at jeg må ringe efter noget, jeg ikke kan finde i minibaren. Jeg kan trykke på en knap og få massage, jeg kan få åbnet poolen på fjerde, og jeg kan få pudset mine sko eller presset mine bukser.
Og så kan jeg ringe, når jeg løber tør for piller. Hotellets læge klarer resten. Det eneste, de skal have, er recepten. Og den spørger de kun efter første gang.
- Bad dreams again, sir?
- No dreams at all ...
|
|
