Uddrag fra
Kronologi
Af Peer Hultberg
Han havde malet siden han overhovedet kunne holde på en
farveblyant, og han vidste at han var et geni. Han blev ganske vist ikke
optaget på noget akademi, men så er det jo rænker der tæller sådanne
steder, og professorerne skal nok hytte sig for at støtte et talent der er
større end deres eget. Han forsøgte at finde afsætning for sin kunst
men mærkede snart hvad det vil sige at være miskendt. Da var det han
begyndte at kopiere de store mestre. Han følte at de i hvert fald forstod
ham, det var som om han ligefrem kom i dialog med dem, og hvad gør
det så at denne verden vender Fn ryggen. Han studerede deres teknik
og han studerede værker om deres teknik, de blev hans eneste
fortrolige, og han blev fortrolig med deres hele udvikling fra yngling til
mester. Til sidst forekom det ham at han mange gange var lige så god
som de, og nogle gange bedre, og den uafrystelige vished om at
verden skyldte ham anerkendelse blev så nagende at han følte det
tvingende nødvendigt atter engang at udsætte sig for dens dom. Han
bragte et af sine middelgode billeder til en kunsthandler og forklarede
at en tante af ham gerne ville vide hvad det var hun ejede - også
naturligvis med henblik på eventuelt salg. Kunsthandleren der var en
anerkendt specialist i nederlandsk kunst fra det syttende århundrede,
mente at det var en Steenwyck, skønt det måske tilmed, måske tilmed,
og han tilbød ham som tantens stedfortræder en sum han endnu aldrig
havde haft i hænde i kontanter. Han følte at verden begyndte at forstå
ham og foretog hyppigere besøg hos udvalgte kunsthandlere, stadig
dog kun med middelgode værker. Nogle var særdeles imødekommende,
andre nervøst mistænksomme, atter andre forarget afvisende, men
ingen sagde noget om forfalskning, hvad det naturligvis heller ikke
kunne siges at være. Endelig stødte han på den rigtige mand der direkte
henkastede at hvis hans tante havde flere lignende billeder ville han da
gerne kigge på dem, han havde adskillige interesserede kunder fra
Syden og Midwest. Det var da at han endelig afslørede sine
mesterværker. Og han havde snart den glæde at vide dem ikke alene i
hænderne på kendte samlere men også på væggene i kendte museer.
Alle mente at det hans uændret frugale levevis til trods dog var
grådighed der sluttelig fældede ham, og han selv hældede også til den
opfattelse, indtil han i de lange år i fængslet fik lejlighed til at overveje
sit liv. Han indså da at det var et følgestrengt udfald af hans higen efter
tom anderkendelse i det dennesidige, og da han kom ud besøgte han i
stille beskenhed i hvert fald een gang om måneden sin Kalf der hang så
prominent på en endevæg i Statens Kunstmuseum og stadig, ifølge den
officielle guide, havde en forbløffende friskhed i farverne med sit
dristige motivvalg og dybe symbolindhold.
|
|
