Uddrag fra
Byen og Verden
Af Peer Hultberg
Der var ingen der kunne nære tvivl om at material- og farvehandelekspedient Hol-Jørgensens søn Bjørn var noget for sig, løjerlig, lidt til en side, aparte var de venligste udtryk de voksne benyttede om ham, mens hans mor dog hævdede at hun i begyndelsen slet ikke havde kunnet se noget besynderligt i at han hele tiden elskede at gå i hendes sko, især de højhælede. Selv i børnehaven havde han vanskeligheder med jævnaldrende og det blev helt galt da han kom i skole. Allerede første dag udså registreret revisor Bengaards ældste søn, den anden Bjørn som han kaldte ham, ham som sit offer og drillerierne blev som tiden gik stadig grovere, Bjørn passedes op til og fra skole, hans tøj blev flænget, hans huer smidt væk, hans skoletaske gennemvædet i rendesten og vandputter, og han selv nådesløst tæsket. I starten forsøgte lærere og lærerinder at beskytte ham, og hans forældre overvejede tilmed at beklage sig til revisorens, men efter nogle få måneders forløb blev de trætte og opgav. Du må også gøre noget selv, forklarede de ham, og endda hans mor mente at det var på tide at han lærte at forsvare sig. Til sidst løjede plagerierne dog af sig selv af, den anden Bjørn gad ikke længere blive ved med at forfølge et offer der var i den grad passivt og det endte med at man blot sparkede til ham eller skubbede ham omkuld når man mente han stod i vejen, så han lærte automatisk at vige udenom. Bjørn var ikke særlig dygtig i skolen og egentlig heller ikke flittig, så også af den grund forskertsede han lærernes bevågenhed, han gik ud fra Fønss`skole med en præmilinæreksamen under middel og uden een eneste kammerat endsige ven. Det eneste han elskede var at tegne, men skolens tegnelærer var såvel lad som angst for eleverne og læste kriminalromaner højt i timerne for at holde dem rolige, angiveligt så de kunne kocentrere sig om arbejdet, så heller ikke fra ham fik han støtte, tværtimod var det somom hans lærer nærede endnu større frygt for den begavede elev der krævede undervisning end for hans uvorne uinteresserede kammerater. Det var Bjørn selv der gennemførte at han kom i lære som grafiker da han var gået ud af skolen. Firmaet han blev ansat i var kunde i Frøslevs farvehandel hvor hans far ekspederede og det var grunden til at han overhovedet fandt ud af at en sådan uddannelsesmulighed eksisterede. Det viste sig at han havde usædvanlige evner og det undrede selv ikke hans chef at han efter endt lære følte at Viborg var for trang, skønt det måske nok var lige lovlig meget at han for sine sammensparede skillinger skulle tage så langt som til Paris. I nogle få måneder levede han af tilfældigt arbejde mens det samtidig gik op for ham at han var blevet en særdeles smuk ung mand af rent nordisk tilsnit, Le chap du nord som han blev kaldt på det franglaiske tungemål der benyttedes i kredsene han var begyndt at færdes i, og da han en årle søndag morgen hørte den kendte filmskuespiller Albert Jean-Barts stemme hviske sig i øret, Le dieu du nord, forstod han at hans lykke var gjort. Han blev scenograf, og hurtigt en meget kendt scenograf, de københavnske morgenaviser gav sig til at følge hans karriere, og også Folkebladet blev opmærksom på ham, så da han havde sit store gennembrud på The National Theatre med de trolddomsagtige næsten transcendente dekorationer til A Midsummer Night`s Dream lød overskriften Tidligere Viborgdreng Erobrer London, og var der nogen der var stolt så var det hans mor. Hun levede dom enke i barndomshjemmet, stuelejligheden i den lille røde murstensejendom i Toldbodgade, og Bjørn besøgte hende i hvert fald een lang weekend hver sommer. I juli, samme år som Bayreuth i april havde rettet henvendelse til hm med henblik på næste sæson, gik han en lørdag formiddag sin sædvanlige tur omkring Nørresø. På fortovet ud for det hus der i sin tid havde tilhørt Emil P. kom en lille fedladden mand ham i møde. Han var i slaskede cowboybukser og en grumset hvid t-shirt hvorpå der stod Man kan ikke være ven med alle, derunder var der et dannebrogsflag, og under det påskriften Ud af EF, og under det igen hans navle. Han var svedig, ubarberet , lyste af at have ferie og ikke at have vasket sig om morgenen. Bjørn, udbrød han, og Bjørn standsede og genkendte den anden Bjørn. Det var ham umuligt at undslå sig for lige at smutte med op på Amtmandshøjen og se hvordan de boede. Det var et langt lavt hus af gule mursten, med mørkbejdset træ, store akvarieagtige dobbelte glasruder, nåletræer foran, og Bjørn fulgte den anden Bjørns stolte blik hen til carport´en hvor der stod hele to biler, en gråblå Audi 90 og så vidt han kunne se en rød DAF. Luften under de lave lofter syntes indelukket til trods for at dobbeltdørene ud til haven stod på vid gab, palisandermøblerne var betrukket med stof i en falmesikker kunstigtblå farve, de grønne planter i det brede sydvindue i deres forskelligt gestaltede urtepotteskjulere virkede støvet forkrøblede og afsvedne, og udsmykningen bestod af talrige genstande af finsk presset glas, et par Wiinbladtallerkener og fire mors dags platter på endevæggen over spisebordet. Om han ville have en øl, og Bjørn så med gru den anden Bjørn holde en halvtømt bajerflaske frem bag potteplanten på sofabordet og sætte den for munden, hurtigt fattede han råd og mumlede noget om sin lever. Den anden Bjørn fik øjeblikkelig det udtryk af hånlig foragt om munden som Bjørn kendte så godt fra sin barndom, han blev modigere, trak spotsk på skuldrene, og da en tørhudet, alt for solbrændt kvinde, et halvt hovede højere end han, kom ind fra køkkenet i et plettet forvasket jogging-sæt der i sin flagren umiddelbart syntes at aftegne den slatne hud på hendes krop, var der direkte frækhed i hans stemme som han præsenterede, Min kone, laborant på Sygehus Øst, det var som rottede de sig sammen og godtede sig imens de viste Bjørn fotografierne af deres to sønner med familie, og de var kommet godt i vej, den ældste var allerede salgschef hos Hedegård og Madsen, mens den anden om få år forventedes at blive førstemand i glas- og porcelænsafdelingen i Magasin i Århus, den anden Bjørn nikkede betydningssvangert i retning af det pressede finske. Da Bjørn i sin tid første gang så en opførelse af Den gamle Dame kommer til Byen havde stykket gjort et meget stærkt indtryk på ham , igen og igen var han i tankerne vendt tilbage til Viborg og skoletiden og den anden Bjørn, og han havde forestillet sig hvilken form hans egen hævn mon ville tage. Som han rakte albummet med farvefotos tilbage til den anden Bjørn og hans kone indså han at livet i sig selv var hævn nok.
|
|
