Uddrag fra
Stuk
Af Herman Bang
Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver (...)
Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle stod barho´dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens mangfoldige Nakker, saaÆde Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og Gnister, Lange istemte Mængdens lange "Aa-aa", da de sidste Gnister faldt. Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens Mumlen som en af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørker løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter.
Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrværkeriets Stilladser og tændte - rødt,gult og grønt - regnbuefarvet urolig Ild. Og paa den anden Side af Plænen saa´ man pludselig de tusinde, sagte bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens rolige Lysbuer.
En regn af "Sværmere" var det sidste Numer.
Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned gennem Rummet og brødes med Knald - smaa plaffende Knald: med ét var hele Himlen, hvor man saaÆ, kun et vildsomt Løb af ilende hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter ...
Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum - op mod de kunstige Stjerner, der slukkedes."
|
|
