Uddrag fra
Stilhedens Hav
Af Søren Jessen
Dværgen siger ikke noget, men ler råt og skurrende. Hans rådne tandstumper glinser af spyt i skæret fra campinglampen, der står midt på bordet mellem os og sender et koldt, skærende lys ud i alle afkroge af den lille hytte, vi sidder i.
”Det er ikke noget at grine af,” vrisser jeg. Jeg er ikke bange for dværgen længere. Nu er jeg kun vred. Vred over, at han sidder der og ler, når jeg nu har brug for, at han hjælper mig eller i det mindste tager min historie alvorligt.
Han kaster hovedet tilbage og ler videre, som om han ikke har hørt mig. Det lyder kunstigt og
uhyggeligt. Som latter fra en lattermaskine, der er løbet løbsk.
Pludselig holder han op. Hans hoved, der er alt for stort til den lille krop, drejes med et voldsomt ryk. Han stirrer lige ind i mine øjne med et vredt, undersøgende blik, der tænder min angst for ham
igen. Jeg rykker forskrækket en lille smule tilbage.
”Min pige,” siger han, overdrevent venligt. ”Jeg griner, fordi det, du lige har fortalt mig, ikke giver den mindste mening. Hvis du kunne høre dig selv, ville du heller ikke fatte en pind af, hvad der foregår. Du ville bryde ud i latter, præcis som jeg, og du ville sidde og tænke på, om den person, der fortalte det, som du lige har fortalt … om den person er rigtig klog.” Det sidste ord råber han, mens han dunker sig i sin høje, alt for høje, pande.
”Jamen …” Jeg går i stå. Jeg vil fortsætte min utrolige historie for at overbevise ham om, at jeg har oplevet de ting, jeg påstår; men pludselig går det op for mig, at han nok har ret. Jeg var bare så
lettet over at have fundet ham – dværgen – som efter sigende er den eneste, der kan hjælpe mig, at
ordene væltede ud af mig uden hverken hoved eller hale.
Jeg sukker. Trækker vejret dybt ind og puster roligt ud et par gange.
”Okay, okay, okay. Jeg ... Så lad mig starte forfra,”
Dværgen nikker. ”Fint,” siger han og læner sig tilbage. ”God idé. Men denne gang skal du fortælle historien stille og roligt og så detaljeret som muligt. Alle detaljer er vigtige. Også ting, som du måske ikke synes er værd at fortælle om. Måske er netop de ting de allervigtigste af det hele.”
”Det kommer jo til at tage hele natten så,” sukker jeg og slår opgivende ud med hænderne.
”Jeg skal ikke andet,” siger han.
”Hmmm,” mumler jeg. ”Nå. Okay, så starter jeg igen, men hvor skal jeg starte?”
”Der, hvor du selv synes, at det hele begyndte,” brummer han.
|
|
