Richard

Af Thorstein Thomsen

Første gang jeg mødte Richard, husker jeg tydeligt. Det var en sommerdag med drivende, kølige skyer, og blæst, der smækkede med lagenerne mellem tøjstativerne.

Jeg stod i gården på græsplænen, hvor vasketøjet gyngede på lange søsyge snore.

Mette stod foran mig og stirrede op mod et vindue i ejendommen. Pludselig så hun skråt ned på mig med sine små, hårde øjne. Hendes mund åbnede sig næsten ikke, da hun sagde: ”Vil du med op til Richard?”

”Richard? Hvem er det?”

”Det er en ny mand, der er flyttet ind derovre.”

Hun pegede.

Jeg spurgte: ”En voksen mand?”

”Ja. Min far kender ham.”

Jeg var bange for Mette. Jeg var bange for at gå med hende, men jeg var også bange for at sige nej.

Jeg så på hendes stramme mund og sank mit spyt.

”Øh. Jo, tak.”

Hun tog mig i hånden og hev af sted med mig.

Vi gik ind i opgangen og op på første sal og ringede på.

Det var Richard selv, der åbnede. Han var en pæn mand, som han stod dér i skjorteærmer og en cigaret i hånden.

Men han var først og fremmest glad.

”Mette? Kommer du dér? Hvem er det du har med?”

Han rakte mig hånden, som om jeg var voksen, og sagde:” Dav, jeg hedder Richard.”

Lige så snart jeg sagde mit navn, var han klar over, hve, jeg var.

”Din mor bor nedenunder, ikke?”

Jo, jeg nikkede.

Vi gik indenfor i lejligheden. Der sad tre andre voksne mænd. De drak øller og rød cigaretter og talte højt sammen. De sad alle i hvide skjorter med slips. Én af dem var meget høj. Det var store Finn.

Der var ikke mange møbler i rummet, men på den ene væg hang der en våbensamling. Gamle pistoler og sværd var anbragt over kors eller i rækker over hinanden.

Richard hentede sodavand til os, og mens vi drak dem, og bruset steg op i vores næser og kildede i hjernen, sad vi og hørte mændene fortælle historier. De lo høj, og det var rart og trygt at være i en stue med så mange stærke mænd, der var glade og søde, specielt når ens egen far var flyttet til Bali, hvor han måske netop lige nu sad på en lille trekantet stol med en cigaret i munden og øjnene knebet lidt sammen, mens han malede en tynd, fin danserinde med mørkt hår og udspilede fingre.

Mette og jeg gik ud på altanen og stod og kiggede ned på vejen. Den skarpe sol lyste stærkt på det hvide hus overfor. Vi snakkede ikke sammen. Vi stod bare og så på folk, der gik eller cyklede forbi neden under os. For mig var det sjovt at se det hele en etage højere oppe fra.

Engang imellem kom en bil kørende. Vi kunne høre den, før vi kunne se den. Vi stod og stirrede i retning af lyden, indtil den forsvandt.

Pludselig så jeg min mor komme kørende på cykelstien.

”MOR! MOR!!”

Hun stoppede op og satte benene på hver sin side af cyklen.

”MOR!”

Jeg vinkede med hænderne, og først nu fik hun øje på mig.

”Hej, min skat. Hvordan er du kommet derop?”

”Det er, fordi jeg er oppe hos Richard,” råbte jeg. I det samme hørte jeg Richards stemme bag mig.

”Kom op og hils på os.”

Jeg vendte mig om. Dér stod han i døren. Selvom han var stor, så han næsten lille ud, fordi hans meget høje ven, Store Finn, stod bag ham.

Et øjeblik var der stille. Min mor tænkte sig om dernede, mens vi ventede på et svar. Hun havde et tørklæde om hovedet for ikke at blæsten skulle filtre hendes store krøllede hår sammen. Hun havde en ternet nederdel på og en kort, blå jakke.

”Bare et øjeblik?” sagde Richard.

”Jajada,” sagde hun og smilede op til os.

Min mor havde flotte, hvide tænder.

Det var sådan de mødte hinanden. Det var på en måde min skyld, da det jo var mig, der stod på altanen, da min mor kom cyklende forbi.