Roselil og hendes venner

Af Josefine Ottesen

1. kapitel, hvor vi hører om sommerlandet og nogen af dem, der bor der.

Der var engang et land, der hed Sommerlandet. Her var dagene fyldt med fuglesang og blomsterduft, og om natten dansede elverpigerne på engene i månens hvide lys. I Sommerlandet varede vinteren kun kort, og efteråret op til var glødende smukt som nyslået kobber. Når våren efter få dag brød vinterens kulde, vågnede feer og alfer op af deres korte dvale og jublede af glæde over at solen var tilbage.

   I Blomsterparken midt i sommerlandet lå Det Hvide Marmorpalads. Herfra regerede den kloge konge over Sommerlandet sammen med sin gode dronning og deres lille datter, prinsesse Guldhår.

   Rundt om Blomsterparken lå Den Grønne Skov, og gik man fra skovbrynet langs med åen og ud mod klitterne ved Østhavet, kom man først over de blomstrende Elverenge og dernæst igennem Muddermosen. Gik man derimod vestpå fra Blomsterparken kom man til Mørkebjergene, men ingen fra Sommerlandet havde lyst til at færdes i Mørkebjergene. Her boede stentrolde, drager, hekse og kæmper.

   Tæt ved Østhavet, men i læ bagved den yderste klitrække voksede en kæmpestor rosenbusk.

   I denne rosenbusk havde blomsterfeen Rosa Spinosissima sit hjem. Hver morgen ved daggry stod Roselil, som hun blev kaldt af sine venner, op af sin bløde rosenseng for at vække alle blomsterne, og når hundredvis af smukke lyserøde blomster åbnede sig imod solens lys og varme, bredte rosenduften sig med brisen ud over klitterne.

   De dage, hvor himlen blev mørk, og det trak op til storm og regn, sørgede Roselil for at blomsterne lukkede sig i tide, så vinden og vandet ikke kunne gøre nogen skade på blomsterne.

   Ved roden af den gamle rosenbusk boede hr. Mus med sin familie. Hr. Mus var ansat i rosenbusken til at tage sig af det grove. Han skulle sørge for, at der var rent og pænt omkring Roselils hjem, og at der ikke kom uindbudte gæster som katte, ræve og skader, der kunne finde på at ødelægge de små sangfugles reder og spise deres æg.

   Hans kone, fru Mus, sørgede for rengøringen og køkkenet, og deres søn, den dovne Karl Gustav, lavede helst ikke andet end at spise og sove.

   En morgen, hvor luften var frisk og ren som krystal, vågnede Roselil som sædvanlig, da solens første stråler ramte Stormklittens top. Hun tog sit tøj på, stak festaven i bæltet og fløj ud for at vække roserne. Hun startede nedefra, og da hun var ved at vække sin yndlingsblomst allerøverst i rosenbuskens top, fløj en fugl op. Den var den lille lærke, der havde rede tæt ved Roselils busk. Dens klare triller løftede sig op imod den lyse morgenhimmel, og Roselil vinkede smilende til den. Et øjeblik efter, da hun havde sat sig til rette i den øverste rose, hørte hun en anden lærke nærme sig fra engene på den anden side af klitterne. Roselil havde aldrig været ret langt væk fra sin busk. Engang imellem drømte hun om at opleve, hvordan Elverdrengene, Muddermosen, Den Grønne Skov, Blomsterparken og Marmorpaladset så ud. Hun ville også gerne en dag se havet, som hun kunne høre bruse på den anden side af klitterne, men hun brød sig ikke om at tage af sted alene. Heldigvis havde familien Mus mange slægtninge overalt i Sommerandet, og de kom ofte på besøg. Roselil sad gerne i de nederste blomster, når der var gæster i hullet under roden, så hun kunne høre, hvad musene fortalte om alle de andre steder. Nu lyttede hun interesseret til de to lærker. Den fremmede lærke var meget forpustet. Den kvidrede: - Åh, det er skrækkeligt, har du hørt de forfærdelige nyheder?

   - Triiririri, hvad er der dog sket, svarede lærken fra Roselils klit.

   - Nogen har forhekset Marmorpaladset og Blomsterparken. Det er trist, virkelig trist!

   - Skrækkeligt, skrækkeligt! Hvordan ved du det, hvornår er det sket?

   - Tritrittriiit, i går nat, i den mørke nat før nymåne. Jeg har lige hørt det fra min veninde, skovduen. Tænk, hun siger at en masse af hendes søstre og brødre blev til sten og faldt ned i parken, da de fløj over paladset. Ja, paladset og parken er helt forandret, sort og forstenet., tririritit. Selv passede hun på og holdt sig langt fra parken. Der ser trist ud nu, det siger hun!

   - Åh nej, åh nej, trirititi, hvem har dog gjort det?

   De to lærker fløj ned og satte sig på de yderste grene i Roselils busk. Hun sad helt stille for ikke at forstyrre dem. Den fremmede lærke sænkede stemmen og kvidrede forsigtigt: - Man siger, det er en stentrold fra Mørkebjergene, der har fortryllet paladset og parken og alle dem, der boede der, både dyr, mennesker og underjordiske.!

   Lærken, der boede ved Roselils busk pustede sig op, så alle fjerene strittede på hende: - En stentrold! Åh, hvad skal vi små fugle dog gøre. Kan vi nu ikke længere flyve frit omkring uden fare for at blive forvandlet til sten?

   Den fremmede lærke lettede igen og kvidrede ophidset:

   - Nej pas på, pas på, flyv ikke ind over den fortryllede park. Stentrolde er farlige. Hold dig herude i klitten.

   Den anden lærke lettede og fulgte sin gæst op over den bageste klitrække. Roselil hørte hende sige: - Ja, jeg har ikke noget at gøre i nærheden af parken, jeg skal passe mine unger, fange fluer og myggelarver, så de kan blive store og stærke, tritritritri!

   Så fløj de to lærker væk, Roselil hørte deres smukke triller forsvinde i den kølige morgenluft…