Uddrag fra
Erik Menneskesøn: Kvasers blod
Af Lars-Henrik Olsen
Erik lagde nakken tilbage og så
den vældige ørn sidde mellem dets øverste grene. På dens store næb sad en falk.
Han så de fire hjorte, som sprang omkring på træets grene, der var så store som
landeveje. Og på taget af Valhal ved siden af Eiktyrner stod geden Heidrun og
gnaskede løs af træets blade. Det flød fra dens yver i stride strømme med mjød,
som einherjerne skulle drikke.
Det var stadig tidlig morgen, og der var helt
stille. Sleipner græssede fredeligt foran en af Valhals enorme porte. Men
pludselig galede Gyldenkam, og kort tid efter blev portene slået op. Einherjerne
myldrede ud i tusindvis og befolkede Idasletten, kampberedte og ivrige efter
at øve sig til den sidste strid. Det var nogle enorme kæmper at
se på, alle sammen omhyggeligt udvalgt af valkyrierne for at bistå aserne i
det store slag mod jætterne under Ragnarok. Men deres øvelser ville være
forgæves, vidste han, for de ville alle blive dræbt, hvis Vølvens spådom gik i
opfyldelse.
Erik sukkede. Det var berømte vikinger, han
så. Hver eneste havde en historie at fortælle om dagligdagen på deres gårde og
om fortidens hærtogter. De kendte alle høvdinger og konger fra vikingetiden og
kunne berige Nordens historie med en skat af viden, hvis de satte sig ned og
fortalte. Ja, ikke alene Nordens historie kendte de, men hele den vestlige
verdens, for vikingerne havde jo været langt omkring.
Nogle af dem havde måske været med til at
opdage Amerika, eller kunne berette, hvad der skete i Grønland på deres tid.
Andre havde måske været på togt rundt omkring i Middelhavet, var rejst ned
gennem de store russiske floder og havde været i tjeneste hos den østromerske
kejser i Byzans eller hos kaliffen i Bagdad.
Erik stod ansigt til ansigt med historien,
som aldrig blev fortalt, og som kun var blevet bevaret som myter og sagn,
jordfund og utydelige spor i landskabet. Og nu begyndte de at slås, så det
bragede. Én mod én, to mod to, mange mod mange, og med alle former for våben.
Det var livsfarligt at snige sig forbi dem, men han måtte alligevel prøve,
hvis han skulle holde det løfte, han havde givet.
Han lukkede forsigtigt gitterporten op og gik
duknakket frem i håbet om, at einherjerne var så optaget af deres kampleg, at
de ikke lagde mærke til ham. Men der gik ikke mange sekunder, før han blev råbt
an.
»Vil du være med?« råbte den ene
af to tæt behårede mænd, som stod på ét ben over for hinanden. Foruden benet havde han allerede fået sine tænder slået ud i overmunden. De to kæmpende mænds afhuggede ben lå pænt ved siden af hinanden i græsset.
»Her slås vi på lige fod,« råbte den anden
mand, men i et øjebliks uopmærksomhed fik han et hårdt sværdslag over sin
skulder, så slagarmen blev slap.
Erik rystede på hovedet og gik videre,
»Jeg kommer med fred,« mumlede han i
krigslarmen, som var øredøvende.
»En ny mand!« hørte Erik nogle andre råbe, og
straks stimlede vikingerne sammen om ham. En af dem havde sit hoved under armen.
»Hvornår døde du?« spurgte hovedet,
»Jeg er endnu ikke død,« svarede Erik og
prøvede at smile trods sin angst.
»Så er det på tide,« hørte han en anden mand
råbe. »Øje for øje, og tand for tand.«
Et spyd kom hvislende lige forbi ham efterfulgt af en kampøkse, som
fløjtede gennem luften. Erik dukkede sig, sprang lynhurtigt til side og undgik
med nød og næppe at blive ramt.
|
|
