|
|
Uddrag fra
Ramt
Af Iben Melbye
Hun nåede om bag kasseskrankerne og satte foden på det
første trin. Hun tændte lyset i baglokalet. Hendes hånd rørte stadig kontakten, men en lyd, en bevægelse, en antydning af en skygge frøs hende fast. Bag hende
stod en ... bag fra lød en stemme, hendes øre opfangede ordet: »Kamilla!«
Hun hørte en ukendt hvinen. Lyden ridsede i halsen. Hendes navn! Hvor ... En hånd over hendes mund. Smagen af gummi. Fremmede arme drejede hende rundt. To huller i en hætte, en pistol. Hun kunne ikke få luft. Bumpet fra tasken da den ramte gulvet. Hans mund bevægede sig under kanten
af huen. Men hun hørte ingenting. Han tog hånden væk. Blege handsker der sad helt tæt. Hullerne ved øjnene, sorte, øjnene så på hende. Hun gispede. Det måtte være en drøm. Kunne ikke være rigtigt. Solen skinnede, og hun og Jakob
skulle ... Hun kunne ikke flytte foden.
»Gør som jeg siger. Så sker der ingenting,« sagde manden med pistolen.
»Ingenting! « mumlede hun.
»Skynd dig hen til kameraerne og tag båndene ud.«
» De kører jo ikke, « sagde hun.
»Gør som jeg siger. Tag båndene ud og giv mig dem.«
Hendes fødder var som vokset fast i gulvet. Hættemanden rystede på hovedet. Hvorfor? Hvorfor rystede han på hovedet? Hvorfor kunne hun
ikke løfte fødderne? Han puffede til hende med pistolen.
»Se så at få hentet de bånd og det lidt hurtigt.« »Det kan jeg ikke.«
»Gør som jeg siger! «
»Jamen, jeg kan ikke. Det ... det er et centralt bånd. Det er låst inde i et skab, og chefen har den anden nøgle.« Hun måtte anstrenge
sig for at få ordene ud.
Da hun så trækningen ved hans mund, skyndte hun sig at tilføje: »Båndet kører jo ikke, hører du, det kører slet ikke. «
»Skynd dig at tage din taske. Så går vi meget hurtigt og meget roligt hen til alarmskabet.«
Han lagde hånden på hendes arm. Hun fór sammen. Hendes hånd samlede tasken op fra gulvet. Hun knugede den ind til sig. Hendes fødder
førte hende hen til skabet hvor hun blev stående. Manden stod tæt bagved.
»Lås skabet op og stil koden, så alarmerne er ordentligt
slået fra. «
Hun fandt nøglen frem fra
lommen i tasken. Hendes arm var tung. Hånden stak nøglen i nøglehullet og drejede, den trykkede tallene ind, før den faldt ned igen.
»Hvorfor gør du ikke som du plejer?« spurgte han.
Hun blev kold. Plejer?
»Jeg ... jeg ...« Hun kunne ikke få rigtig lyd på ordene, »Jeg har jo gjort det,« hviskede hun.
»Okay, jeg tjekkede dig bare.«
Han lukkede skabet og skubbede hende op ad trinene til baglokalet.
»Bordene og stolene, hvorfor?«
»Læg dig ned på maven med
hænderne under panden.
Hun hørte stemmen, fulgte dens ordrer, pistolen hang hele tiden i hans hånd. Ingen hud, kun det tynde gummi. Hun var sikker på det
var en pistol. En revolver havde tromle, en pistol havde magasin. Det havde de lært. Kulden fra gulvet krøb op gennem hende. Hendes sorte strømpebukser og den
korte nederdel kunne ikke holde den væk, Hvor var Jakob? Hvor var han?
»Det er tredje gang jeg spørger pænt,« lød stemmen, »Hvor mange nøgler skal der til for at få boksen op?«
»To ... til selve døren.«
»Hvad mener du? Hvor mange skal der bruges ind til pengene?«
Det snurrede rundt i hovedet på hende. Hvor mange? Hvor mange? »To til døren i boksen,« svarede hun. »Og nøgler til de forskellige
rum.«
»Hvem har de andre nøgler? Du har en selv, ikke?«
Hun nikkede næsten usynligt.
| | |
