|
|
Uddrag fra
Moonie
Af Iben Melbye
Michael og Harry tog elevatoren
op til videocentret. Michael stod med den ene hånd i lommen på sin mørkeblå vindjakke. Han knyttede hånden om kastanjen,
men han ville ikke, kunne ikke fortælle Harry om sin mærkelige oplevelse i anlægget.
Da de åbnede døren, kom Paula hurtigt hen til dem.
»Michael... Judith og Steinar og Björn sidder inde i
foredragsrummet og venter på dig.«
»Hvad er der sket?«
»Det ved jeg ikke, men du må hellere skynde dig.«
I døren ind til foredragsrummet mødte han Björn, som
hviskede:
»Det var godt, du kom.«
Judith pegede på en stol over for sig og Steinar, og
Michael satte sig. Björn satte sig ved siden af ham. Michael flyttede sig lidt nervøst på stolen. Havde han nu gjort noget forkert igen?
Judith så kærligt på ham.
»Din mor ringede ved tretiden og fortalte, at din mormor er alvorligt syg. Hun er ved at dø, Michael, og så... «
»Nej!« råbte han, »ikke mormor.«
»Din mor ønsker, at du skal
komme hjem og sige farvel til hende.«
»Ja, ja... selvfølgelig... men hun må ikke dø. «
Michael holdt hænderne for ansigtet og hulkede.
Björn lagde en hånd på hans skulder.
»Det er ikke engang sikkert, du kan nå frem. «
»Michael, vær nu stærk.« Judiths stemme lød bestemt.
»Hun er en gammel dame ... «
»Jeg må se hende... jeg må...jeg må. « Michaels ord kunne næsten ikke høres af de andre.
Steinar tog ordet: »Jeg rejste heller ikke hjem til Norge, Michael da min far lå for døden. Det var mit store
offer, det var min Isak.«
Björn overtog: »Din mormor vil forstå det, når hun kommer til Åndeverdenen, at hun er din Isak, og at vores
mission haster og kræver alles indsats.«
»Kan du vise mig et eneste sted i din bibel, hvor der står, at Jesu disciple rejste hjem, efter at de havde
mødt kaldet fra Gud?« fortsatte Judith.
Michael blev mindre og mindre. Gid han kunne forsvinde. Han følte, hvordan kræfterne sloges i ham. Hans egoistiske jeg ønskede kun ét: at rejse hjem med det samme og se sin mormor. Men hans andet jeg vidste, at det var Guds vilje, at han blev her og arbejdede.
- Hvad tror du ikke, Gud vil føle!« Judith blev
inderlig i stemmen. »Lige nu er du så ulykkelig, Michael, men dit liv er kort, det fylder mindre end en dråbe i et ocean. Hvad er din sorg sammenlignet med Vor Himmelske Faders store sorg ophobet gennem tusinder af år? Vi kan ikke
blive ved at vende os væk fra Gud, vel Michael! Du må holde fast nu og ikke svigte Gud. «
Han sad stille uden at løfte blikket fra gulvet. Smerten i brystet udvidede sig som en mørk flod.
Mormor..., bad han tavst. Du må
ikke dø... du må ikke... Han rejste sig, tøvede et øjeblik og hviskede:
,,Så rejser jeg ikke!«
| | |
