Uddrag fra
Vlad
Af Hanna Lützen
Brev fra John Holmestad til Lucia Holmestad
Whitby d. 25.3.94
Kære Lucia,
Som du ved, har jeg været syg i nogen tid. Jeg er blevet en
gammel mand, og ved at det ikke varer længe før jeg er væk. Derfor
testamenterer jeg dig min dokumentmappe nu – den jeg ikke ville lade dig komme
i nærheden af, da du var her i julen. Du spurgte hvorfor jeg altid sad og
rugede over de gamle papirer og hvorfor jeg så skinsygt vogtede over dem. Det
havde jeg min grund til, og har nu også min grund til at overlade dig dem.
Mappen vil ligge i hjørneskabet og vente på dig.
Jeg skylder dig
en forklaring, og må først fortælle om dokumenternes karakter og hvorfar de
stammer.
Det du har fået
i din varetægt er en gammel sømands historie fortalt på grænsen mellem liv og død.
Hans navn var Josef Maresciu, kaptajn på skibet Demeter der strandede uden for
Whitby havn i 1894. jeg har fået fortalt at han var den eneste overlevende om
bord, bortset fra en stor sort hund der sprang i land da man bordede skibet.
Han blev fundet livløs bundet til roret, og man antog ham for at være død. Han
var iskold og gennemblødt, hans hår og ansigt var hvidt af salt og rebet havde
gnavet i hans hænder – helt ind til benet. At han alligevel viste sig at være i
live forekom alle at være et mirakel. Han blev omgående båret til den nærmeste
lægekyndige, min far og din oldefar Lars Holmestad. Her blev han plejet i de
sidste par dage før han døde af chok og udmattelse.
Inden han døde,
fortalte han om rejsen om bord på Demeter. Din oldefar nedskrev, efter sin
patients udtrykkelige ønske, den sære og grusomme fortælling.
Om den er
udsprunget af en døende mands febervildelse, eller om den er det eneste
dokument der fortæller om begivenhederne bag Demeters skæbne ved jeg ikke. Jeg
ved kun af logbogen, som blev afleveret til myndighederne er fyldt med
ubesvarede spørgsmål og dunkle hentydninger. Måske er Marescius sidste ord den
fulde forklaring – måske ikke. Under alle omstændigheder blev de aldrig en del
af søforklaringen.
Ingen andre end
din oldefar og jeg selv har læst disse papirer. Min far fortalte ikke videre
hvad han havde hørt, og gemte den skrevne beretning bort. Først på sit dødsleje
fortalte han mig om Maresciu og hans historie. Jeg kendte i forvejen til
Demeters forlis: Begivenheden var for længst blevet indlemmet i egnens
righoldighed af ammestuehistorier, men min fars overlevering af Marescius
vidnesbyrd, eller hvad skal jeg kalde det, fremstod som en udførlig beretning
om skibet Demeters skæbne. Den både fascinerede og skræmte mig.
Min far havde
ikke på noget tidspunkt kunnet afgøre hvad han skulle stille op med disse
papirer. Hans kristne tro forbød ham at betragte dem som andet end
vanvidsudgydelser, men alligevel må tvivlen have naget ham. Han vogtede derfor
over sin hemmelighed resten af sit liv uden at nå til en endegyldig forståelse
af den. Af den grund videregav han den til mig, og af samme grund får du den nu
i hænde.
Jeg har brugt
mange år på at overveje hvad jeg skulle stille op med dette. Jeg kunne have
destrueret dokumenterne, eller have overgivet dem som kuriosum til
folkemindesamlingen her i Whitby. Når jeg ikke har truffet ét af disse valg, er
det fordi der i denne fortælling findes noget der har bundet mig i en tilstand
af ærefrygt og respekt for det jeg ikke forstår. Jeg har givet op over for det
mysterium jeg har haft i min varetægt i så mange år. Jeg giver det videre til
dig, og håber at en ny generations læsere vil kunne se klarere.
Gør hvad du
finder bedst med papirerne. Pas på dig selv, og tænk kærlilgt på
din farfar
John Holmestad
|
|
