Uddrag fra
Kat
Af Steen Langstrup
Isabella lod fingerspidserne løbe langs de flossede, tynde
furer i vindueskarmen. Vinden rodede i hendes røde hår, regnen silede ned ad
hendes kinder. Hun vendte sig mod Maria, der krøb sammen i havedøren, angst
spejdende over den lille have.
»Kan du så se, jeg havde ret?
Katten var der, det var ikke noget, jeg fandt på. Den var der,« sagde Maria
uden at flytte blikket fra haven.
Isabella så igen på
vindueskarmen. Det var rigtig nok mærker efter kattekløer, ingen tvivl om det.
En kat havde hvæsset kløer op ad vinduet. Og sporene var friske. »Det beviser
kun, at der rent faktisk var en kat hér i nat. Det har jeg aldrig tvivlet på,«
sagde hun. »Men det kan ikke have været den samme, det kan du sgu da forstå,
Maria. Det har været en anden kat, måske oven i købet en anden sort kat, men
ikke den samme.«
»Dét siger jeg jo, det var,«
gav Maria igen. »Hvorfor vil du ikke tro mig?«
»Maria, det ligner dig altså ikke.« Regnvandet løb
ned i Isabellas øjne, og hun fejede det væk med en hurtig bevægelse. »Hvorfor
er du så fandens forhippet på, at det skal være den samme kat? Det ligner dig
jo slet ikke. Du er altid den, der holder benene på jorden. Du plejer jo ikke
engang at gide bare høre på spøgelseshistorier. Og nu, pludselig fortæller du
gud hjælpe mig, at du bliver hjemsøgt af en kat. Hør dig selv!«
»Den var der,« sukkede Maria
trodsigt og virkede, som om hun virkelig selv troede på det.
Det er det værste tænkte Isabella. Hun tror selv på det.
En kuldegysning gik gennem
Maria, og hendes tænder klaprede endnu, da hun vendte blikket mod Isabella.
»Skal vi ikke gå ind igen? Du har jo set den flossede vindueskarm nu.«
»Tjo ... « svarede Isabella.
Hun frøs også selv, men på den anden side ville hun gerne have denne sag ud af
verden så hurtigt som muligt. Hun måtte se at få overbevist Maria om, at de
skulle ringe til politiet og anmelde voldtægtsforsøget. Så længe Maria kun
kunne tænke på den irriterende kat, var hun fuldstændig uimodtagelig for
fornuft. »Maria,« startede hun, men stoppede brat igen, da clockradioen i soveværelset
satte i gang.
Maria gispede, og farven forlod hastigt hendes
ansigt: »Åhnej!«
Isabella mærkede et kort
øjeblik frygten krybe gennem sig, og så var den væk. Hun grinede, og regnen
kærtegnede hendes kinder: »Dér havde du nær skræmt livet af mig, din skøre
skid.«
Men Maria lo ikke. Hun var om
muligt krøbet endnu mere sammen i døren og så ud, som om hun havde set manden
med leen komme ind af hendes hoveddør. »Det var ikke mig, Isabella.«
»Neej, det var heller ikke
sådan, jeg mente det. Det var bare clockradioen, der gik i gang. Du må have
trykket på nogle forkerte knapper i nat, eller hvad véd jeg.«
»Hør dog efter!« næsten skreg
Maria med hysterisk grådkvalt stemme. »Hvordan skulle jeg kunne få radioen til
at gå i gang netop i det sekund, der var en sang om katte i radioen? Hør! Hør
for pokker! Det er 'Puss 'n' Boots' med Adam Ant. Hvordan skulle jeg kunne
vide, dén ville blive spillet nu?«
Isabella rystede på hovedet med
et overbærende glimt i øjnene: »Ja, det har du ret i. Det var noget af et tilfælde.
Arhj, nu stopper vi det er altså for meget.« Hun klukkede af latter og
luntede hen til havedøren. Og standsede. Maria stod stiv som en flagstang i
døren og stirrede ud i regnen. Isabella skulle lige til at bede hende give
plads, da hun så det fjerne udtryk af alvor iblandet en ikke uanselig mængde
ren og skær, ægte, dybfølt skræk. »Hvad er der?« spurgte hun i stedet.
Maria svarede ikke med det
samme. Hun stod der bare. Stiv - fastfrossen. Endelig skottede hun med en
mine, Isabella ikke helt kunne tolke - Overraskelse? Frygt? Viden? -
på Isabella og fremstammede et ord, kun ét ord. Det var også alt, hun behøvede:
»K-katten.«
|
|
