Uddrag fra
Albert
Af Ole Lund Kirkegaard
Allerede den dag, Albert blev født, begyndte han at vokse,
og siden den tid voksede han et ganske lille stykke hver dag.
Albert blev
større og større.
Alberts far var
meget stolt af Albert. Næsten hver eneste dag målte han ham med et målebånd, og
hver gang han havde målt ham, stak han hovedet ud af vinduet og råbte:
HURRA. Nu er
Albert vokset igen.
Og folkene i
Kalleby stak hver gang deres lange, nysgerrige næser ud af dørene og vinduerne
for at høre, hvem det var, der råbte sådan op.
Men når de hørte, at det var Alberts far, der råbte noget om Albert, så de bare på hinanden,
rystede på hovederne og sagde:
PHHØØØ. Som om
det var noget at prale af.
Phhøøø, ja,
sagde den gamle fru stampe. I de syv og halvfems år jeg har levet i denne hersens
by, er der aldrig nogen drenge, der ikke har vokset sig større og frækkere.
Og så trak både
hun og de andre folk næserne til sig og smækkede deres døre i med nogle
gevaldige brag.
Det var
heldigvis kun i begyndelsen, Alberts far kunne måle Albert.
Da Albert var
blevet noget større og vildere, kunne hans far ikke længere holde ham, og det
var vist meget heldigt.
For hvis Alberts
far var blevet ved med at råbe op om, hvor meget Albert voksede, var folkene i
Kalleby sikkert blevet forfærdelige vrede på ham.
Men alt det vidste Albert ikke noget om.
Han voksede
bare, og mens han voksede, lærte han en hel masse ting.
I begyndelsen,
da han var så lille, at han næsten kunne ligge i sin fars frakkelomme, lavede
han ikke andet end at sove og vræle og patte mælk hos sin mor. Men det varede
ikke ret længe, før han lærte at spytte kartoffelmos helt over på den anden
side af bordet, og det varede heller ikke ret længe, før han lærte at spise
avispapir. Næsten en hel avis kunne han spise – når hans mor ikke så det. Han
lærte også, at man ikke skulle spise brun sæbe og femører, selv om de
var blanke.
Da han var
blevet lidt større , lærte han at sidde på potte uden at vælte og at sige: GÆV,
GÆV, GØØJ.
Og da han blev
endnu større, lærte han at pille sig i næsen og at råbe ganske forfærdeligt
højt.
En dag fik
Albert også tænder, og den dag kravlede han ind under bordet og bed sin tante
Magna i benet. Tante Magna, der var stor og rund og meget snakkesalig, plejede
ellers altid at klappe Albert på hovedet og sige, at han vel nok var en sød
lille dreng, der sikkert ville blive borgmester engang.
Men den dag
glemte hun helt at klappe Albert på hovedet og fortælle ham, at han ville blive
borgmester. I stedet tabte hun sin kaffekop, sprang op på en stol, så den
knagede, og deroppe fra råbte hun med vred stemme, at Albert sikkert ville
blive en værre skarnsknægt engang.
Og det
fik tanta Magna så sandelig ret i.
|
|
