Uddrag fra
Sølvhesten
Af Lene Kaaberbøl
Da Kat vågnede tidligt næste morgen, vidste hun, at hun
ville gøre noget forbudt.
Hun måtte have besluttet sig i drømme, for hun havde
bestemt ikke tænkt på det aftenen i forvejen. Så ville hun ikke have kunnet
sove.
Hun ville ride på sølvhesten. Hun måtte prøve. Bare
at sidde på den et øjeblik i boksen, bare at mærke, hvordan det var. Forsigtigt
lod hun sig glide ud af sengen uden at forstyrre Mattie. Hun havde haft tøjet
med i seng, for at det ikke skulle blive koldt og klamt i nattens løb, men i
stedet for at klæde sig på med det samme, trykkede hun tøjbylten ind til sig og
listede ud på trappen på bare, kolde fødder. Hun fik gåsehud i kulden, så alle
de små hår på arme og ben strittede til alle sider. Lidt nede ad trappen satte
hun sig og klædte sig på. Så sneg hun sig ned ad alle trapperne til bryggerset.
Hun kunne høre svage lyde fra køkkenet. Tad var i gang med at bage allerede.
Men han ville ikke regne med, at andre var oppe nu... Det var stadig næsten
helt mørkt. Der var en ganske svag lysnen på himlen over stalden, ikke engang
så meget, at man kunne kalde det et daggry. Inde i stalden var selv hestene
søvndrukne og langsomme. Kun de mest vågne brummede håbefuldt på foder, men hun
skyndte sig forbi dem, forbi spiltovene og hen til boksgangen. Der stod
sølvhesten med hovedet ud over døren og ventede på hende.
Det var, som om den havde ventet på hende. Som om den
havde vidst, hun skulle komme. Den var ikke søvnig. Den rullede sig ikke
pludseligt på benene, rystede sig og strakte de lange bagben. Den ventede bare.
»Sover du ikke om natten?« spurgte hun den. »Står du
bare der og kigger ud i mørket med dine natteøjne?«
Hun fløj ikke ind og satte sig op på den med det
samme. Hun børstede den først omhyggeligt, selv om man ikke kunne se på
hårlaget, om den havde været nede at ligge. Hun pudsede på den med en klud, som
om den var en sølvkande, hun skulle have til at skinne. Hun vaskede dens ben af
med en svamp, selv om det ikke var nødvendigt. Og efterhånden blev hun klar
over, at hun trak tiden ud, fordi hun var lige så bange, som hun var ivrig. Så
lad være, sagde hun til sig selv. Men den tanke var med ét også uudholdelig. Så
til sidst satte hun tåen ind mellem to brædder i boksvæggen, lagde hånden på
den klippede halskam og svang sig op. Først stod den musestille. Så gik der en
skælven gennem hestekroppen, en skælven af iver. I én lang, glat bevægelse
trådte hoppen hen til boksdøren og lænede bringen mod den, som om den ville
skubbe den op.
»Nej,« sagde Kat forfærdet. »Det kan vi ikke!
Cornelius slår mig ihjel!« Men allerede i de sidste ord var der en kriblen af
frygt og forventning, fordi hun vidste, at hun ville gøre det alligevel.
|
|
