Uddrag fra
Skammerens datter
Af Lene Kaaberbøl
»Draco Draco,« hviskede Nico
»Draco Draco,« hviskede Nico. »Her kommer vi.« låste
den sidste gitterport op.
»Hvorfor siger du sådan?«
»Hvordan?«
»Det dér - dracodraco.«
»Nåh ... Det hedder de. På latin. «
Jeg stirrede på ormeklyngen derinde. Jeg var revnende
ligeglad med, hvad de hed på latin. »Ja, det skal fedt hjælpe, hvis de er ved
at æde én,« mumlede jeg mørkt.
Nico smilede. Hvordan kunne han smile nu?
»Tænk på dem som forvoksede firben,« sagde han og
skubbede porten op.
Jeg havde allermest lyst til
bare at løbe igennem, så hurtigt jeg kunne, men Nico havde sagt, at det måtte
jeg ikke. Stenene var fedtede og rimglatte, og murbrokkerne lå bare og ventede
på, at man skulle falde over dem. Hvis man forvred en ankel og ikke kunne gå -
så var man bare et par hurtige mundfulde for en sulten drage. Så vi gik. jeg
holdt mig tæt op ad Nico og hans spyd og kiggede hele tiden hen mod dragerne,
så jeg var lige ved at snuble over en stump halvrådden bjælke. Nico greb fat i
min arm og holdt mig på ret køl, ellers ville jeg være faldet. Mit hjerte
hamrede så højt, at jeg syntes, det måtte kunne vække dragerne. De lå ikke helt
stille derovre under hvælvingen. Først var klyngen så filtret og tæt, at det
var svært at se, hvor den ene drage holdt op, og den anden begyndte. Men
langsomt begyndte én drage at skille sig ud fra mængden.
»Nico!!« hviskede jeg febrilsk.
»Jeg har set den,« sagde han og
greb fastere om spyddet. »Bare bliv ved med at gå.«
Det kunne han sagtens sige.
Mine ben var så stive og mærkelige, ja, hele kroppen var underlig, den susede
og dunkede og summede af skræk. Hvis den drage kom bare ét skridt nærmere ...
Og det gjorde den. Et skridt,
to skridt, langsomt og skrævende gik den med hovedet stukket frem helt tæt ved
jorden. Da den gled fra skyggerne ud i månens blege skær, skinnede skællene som
perlemor, og den lange, lange krop gled af sted i glitrende bugter som en flod
i måneskin. Man kunne se hvordan den spaltede tunge smuttede ud og ind af
gabet, som om den smagte på luften hele tiden.
»Gå videre!« hviskede Nico, og først da gik det op
for mig, at jeg var stoppet op. Det eneste, jeg havde lyst til, var at løbe,
løbe, løbe og aldrig holde op, og så stod jeg stille i stedet og kunne dårligt
flytte fødderne.
Det værste var næsten, at den
var så langsom. Jeg kunne ikke lade
være med at stå og stirre på, hvordan den nærmest flød fremad.
Jeg kunne tydeligt se dens blege gule øjne nu.
Langsomt, et for et, flyttede den sine tykke: skællede ben. Langsomt hævede den
hovedet og lod det svaje fra side til side. Langsomt spilede den gabet op, blå.
lilla og fuldt af spidse, nåleagtige tænder.
Hvis ikke det havde været for
Nico, havde jeg måske bare stået dér og kigget på dragens øjne, dragens gab og
dragens tænder, lige til den åd mig. Men han rykkede mig i armen og tvang mig videre,
selvom mine ben ikke
rigtig ville følge med.
»Lad være med at kigge på den,«
sagde han. »Se på porten i stedet for. Sørg for, vi er på ret kurs. Så holder
jeg øje med bæstet.«
Jeg tvang mig selv til at
slippe dragen med øjnene og se i retning af porten i stedet for. Og så vidste
jeg vi skulle dø.
|
|
