Uddrag fra
Maskiner sanser ikke hud
Af Dennis Jürgensen
Johnny er overbevist om at han er en
maskine, der skal fuldføre en særlig opgave. Vennerne prøver at linke ham
sammen med den smukke Diana Limann. Men Johnny er ikke programmeret til
kærlighed, og da Diana Limann kommer i vejen for opgave, er der logisk nok kun
én udvej: Hun må elimineres …
Johnny greb den hvide plasticflaske med de fartstribede
grønne bogstaver: MOTOROLIE – den der smører godt, kører godt!
Han drejede
proppen af, satte tuden for munden og lod det tykke, brunsorte fluidum flyde
frit. Han drak 3 store slurke, bøvsede med velbehag og skruede proppen på igen,
hvorefter han fortsatte arbejdet ved computeren.
Han havde
skrevet 28,5 linier, da trommehinden i hans superfølsomme øre registrerede
dørklokkens klimten nede i stuen. Fru Uno gik over parketgulvet i sine hvide
sommersko. Han vidste det var de hvide, for de lavede en anden lyd end de
brune. Hun åbnede hoveddøren.
Selv om Johnny
sad på første sal med døren lukket, kunne han tydeligt høre samtalen. For en
sikkerheds skyld gemte han den i sin omfattende hukommelse. Man kunne aldrig
vide. Alting havde været så underligt på det sidste. Folk var begyndt at stille
mærkelige spørgsmål. Om følelse. Om kærlighed. Og sex.
”Hej, fru Uno!”
„Davs, Renny.“
„Er Johnny hjemme?“
”Ja, han sidder
oppe på sit værelse. Det gør han jo efterhånden altid. Jeg har sagt han
ska’ gå ud i det dejlige vejr og nyde sin ferie, men han insisterer på
at skrive på den tossede bog. Jeg ved altså ikke hva’ der er galt med ham!”
”Måske ka’ jeg
få ham på andre tanker,” foreslog Renny Qvist selvsikkert.
”Du er velkommen
til at prøve, men jeg ville nu ikke sætte forventningerne for højt, hvis jeg
var dig. Han er utrolig sær for tiden.”
”Kliken ska’ et
smut til stranden,” forklarede Renny Qvist og trådte ind i gummisko. Johnny
kunne høre at der var hul i bunden af den ene. Og snørebåndet var gået op. Det
klikkede ganske fint på parketgulvet som en barnetand i en håndvask.
”En strandtur er
præcis hva’ han trænger til. Hvis du har set hvor bleg han er,
Renny. Og I er jo mange … Hej, Jack!”
”Hej, fru Uno!”
kaldte en fyr ude ved havelågen.
”Hej, piger!”
Flere lyse
stemmer hilste med ”hej”.
Johnnys
fortsatte uanfægtet med at taste ind på computeren, mens fodtrinene lød op ad
trappen. En skulder snittede et billede på vejen.
Fru Uno bankede
på.
”Johnny! Du har
gæster!”
Han svarede
ikke. Skrev koncentreret.
”Johnny!”
Han lod fingrene
hænge utålmodigt over tastaturet.
”Gå ind!”
Fru Uno åbnede
døren. Johnny fortsatte med at skrive.
”Altså, det
hedder da kom ind, Johnny! Hvorfor taler du altid så underligt?
Renny er her.”
Johnny slap
tasterne igen og drejede rundt på stolen. Det neutrale netværk under hans
pandelap registrerede 68.389 sanseindtryk, men han nøjedes med at hæfte sig ved
de mest umiddelbare.
|
|
