Uddrag fra
Ludmilla og Klør Konge
Af Kirsten Holst
Skriget gik gennem marv og ben. Det voksede pludselig ud af
mørket og fyldte mig med rædsel, så de små hår i nakken og på armene rejste
sig. Det begyndte som en lav hylen eller jamren, der omsluttede os fra alle
sider og steg og steg til et skærende skrig, der i næste sekund standsede brat,
som om lyden var blevet hugget over med en kniv.
Ludmillas ansigt
var en bleg oval i mørket.
”Hørte du det?” spurgte jeg.
Hvor dumt kan
man spørge? Selvfølgelig havde hun hørt det. Hvordan kunne hun have undgået
det? Men på en måpde forekom det så uvirkeligt og uhyggeligt, at jeg var lige
ved at tro, det måtte være noget, jeg havde drømt.
Hun nikkede.
”Hvad var det?”
spurgte jeg.
”En der skreg,”
sagde hun.
”Det var måske
bare en kat,” sagde jeg og håbede, at hun ville give mig ret. Men jeg vidste
godt, det ikke var en kat.
”Det var et
menneske,” sagde hun.
”Der er en masse
katte her omkring,” fortsatte jeg stædigt. ”Somme tiderr lyder de akkurat som
mennesker, som spædbørn, der skriger. Jeg har tit hørt dem om natten. Det lyder
smadderuhyggeligt.”
Men ikke så
uhyggeligt! Det vidste jeg godt.
Ludmilla svarede
ikke. Vi stod ganske stille i mrket.
Der plejede at
være lys her, men gadelygten var smadret, lagde jeg pludselig mærke til. Jeg
lagde i det hele taget mærke til en masse. Det var, som om skriget havde flået
en hinde af og blottet alle nerver og sanser, så jeg hørte, så, følte og
lugtede mere end ellers.
Jeg så de hvide
lyscirkler på fortovet under lygterne længere henne ad gaden, husenes stive
silhuetter, den mørke vinterhimmel oversået med stjerner over os og det blålige
skær fra en tv-skærm fra et vindue bag os. Jeg hørte vindens svage hvisken,
lyden af fjernsynet derinde i huset og ekkoet af skriget, der stadig ringede i
mine ører. Jeg kunne lugte mig selv og Ludmilla og den skarpe lugt af
knallertbenzin, og jeg følte kulden, der fik mig til at gyse og alle muskler
til at trække sig sammen.
Eller måske var
det ikke kulden, der fik mig til at gyse. Det vart ondskaben. Jeg havde med ét
en følelse af, at mørket, der omgav os, var fyldt med ren og skær ondskab. Det
var ikke en rar følelse. Den gjorde mig både bange og trist til mode.
”Hvad gør vi?”
spurgte jeg Ludmilla.
”Syssssh!”
hviskede hun.
Jeg havde også
hørt det. Midt i eller under de andre lyde anedes en pulsen, en sagte snøften,
og det var ikke vinden, som jeg havde troet. Var det måske en kat, eller kunne
det være et pindsvin, der var vågnet op af sin vintersøvn i utide?
Mellem det hus,
vi stod udfor, og det næste var der en snæver smøge eller gyde med en smal
grønmalet port eller dør, der var næsten usynlig i mørket. Ludmilla gik lydløst
hen mod smøgen, og jeg fulgte tøvende efter.
”Hvad vil du?”
hviskede jeg.
”Syssssh!”
hviskede hun igen. Den snøftende lyd blev højere, da vi nærmede os smøgen.
Ludmilla trykkede forsigtigt klinken ned, jeg hørte en svag lyd af metal mod
metal, så skubbede hun langsomt porten op.
”Hvad skal vi
her?” hviskede jeg, mens jeg falmede mig efter hende gennem smøgen, der var
sort som en grav.
Jeg havde ventet
endnu et syssssh, men den her gang svarede hun dæmpet.
”Finde ud af,
hvad der er sket.”
”Hvordan?”
”Ved at spørge,”
hviskede hun halvhøjt, idet vi nåede ind i gården.
Spørge? Ja,
goddaw, do! Det var helt fint! Hvem pokker skulle vi spørge? Mmen før jeg nåede
at sige noget, fik jeg øje på en sammenkrøben skikkelse henne på stentrappen
foran bagdøren. Hvordan Ludmilla havde gættet, at der var nogen, aner jeg ikke.
Det er bare sådan noget, hun kan. Det er somme tider lidt uhyggeligt.
|
|
