Uddrag fra
Rejsen til Betlehem
Af Kirsten Holst
Marcus lagde en sten i
slyngen og så igen hen mod teltene, og i næste nu gik det op for ham, at
skyggen, som han havde taget for en busk, havde flyttet sig. Det var ikke en
busk – det var en mand! Og nu fik han øje på en mere, der lydløst sneg sig hen
mod et andet af teltene.
Han havde set dem, men havde de
også set ham?
Og hvor mange var de?
To! Foruden driveren, der
sikkert var i ledtog med dem.
Hvad skulle han gøre?
Råbe om hjælp?
Den ene af skyggerne gled hen
mod indgangen til Melchiors telt og begyndte at slå indgangsdugen til side.
Marcus så noget glimte i månelyset. En kniv! Røveren ville stikke Melchior
ihjel med kniven, før han nåede at gøre anskrig.
Den anden røver nærmede sig
Tobias’ telt. Eller var det Kaspars? Marcus kunne ikke se det i mørket, og han
gav sig heller ikke tid til at tænke over det. Han handlede så hurtigt, at han
slet ikke nåede at blive bange.
Han løftede slyngen, sigtede på
manden med kniven og kastede. Stenen fløj som en pil gennem luften og ramte
røveren i baghovedet med en uhyggelig kvasende lyd, og i næste sekund tumlede
manden til jorden med et halvkvalt brøl.
Marcus ærgrede sig over brølet.
Hvis manden var styrtet om uden en lyd, kunne han måske også have ramt den
anden, nu var det for sent. Røveren, der var på vej hen til det andet telt,
rettede sig hurtigt op, forstod, at de var opdaget og tog flugten ind mellem
træerne. Marcus havde allerede en ny sten i slyngen, den susede ind i skoven og
han hørte røveren udstøde et hyl, idet han forsvandt i mørket. Ramt var han
altså blevet – bare ikke hårdt nok.
Men brølet havde også vækket
resten af karavanen. Kameldriverne greb deres stokke og kom på benene,
købmændenes slaver dukkede op med fakler, og Kaspar og Balthasar kom ud af
deres telte med dragne sværd. Driveren, som var i ledtog med røverne, stod et
øjeblik ubeslutsom. Det var ikke rigtig gået op for ham, hvad der var sket, og
måske troede han, at ingen kendte noget til den rolle, han havde spillet. Men
så kom han åbenbart i tanker om, at de to andre vagtposter kunne afsløre ham,
når de engang vågnede, for han så sig stjålent om og begyndt at snige sig bort
fra kredsen af mænd.
”Grib ham,” råbte Marcus og
pegede. ”Han er i ledtog med røverne.”
Manden satte i løb, men blev
hurtigt indhentet og grebet, mens andre forfulgte den anden flygtning i i
skoven. De vendte snart tilbage med uforrettet sag. Røveren var forsvundet i
mørket. De havde kunnet høre ham brase gennem skov og krat foran dem, men så
lød der hestevrinsken, lidt efter havde de hørt lyden af galoperende hove og
kort efter blev der atter stille. Alt tydede på, at han havde haft en hest
ventende et stykke borte.
Marcus gik hen til manden, der
lå på jorden. Han var stadig bevidstløs. Blodet tapløb ud af et hul i hovedet.
Kaspar og Balthasar stod over
ham med dragne sværd; deres tjenere stod rundt om dem og lyste med fakler ned
på den sårede røver.
|
|
