Uddrag fra
Lille Lucifer
Af Bent Haller
Det var virkelig et giftigt syn der mødte Lille Lucifer
derude på Grenen. Faktisk temmelig sindssygt. Det mest naturlige ville
selvfølgelig have været at stikke af med det samme, det ville enhver anden have
gjort, men han var jo ikke gået helt ud på Grenen bare for at stikke af igen.
Han tænkte sig grundigt om. Han sagde ligefrem til sig selv:
Tænk dig om. Og han besluttede sig for at være mindst dobbelt så nysgerrig som
han var nervøs.
Han puttede et bolsje i munden og trak sig lidt tilbage.
Bare nogle få skridt.
Morfar mente der var en naturlig forklaring på alting.
Det var svært at se noget, for selv om en midsommernat
aldrig var helt mørk, så var det altså nat.
Mærkeligt var det, at han overhovedet kunne se så tydeligt
et omrids. Måske var han særlig god til at se i mørke. Ja, hvorfor ikke? Det
var så meget han var god til.
Skikkelsen der kom hen imod ham kastede lys fra sig, den var
selvlysende. Endnu lidt af den ild han havde set blive slukket i bølgende sad
tilbage, og gav dette tydelige omrids af en menneskelig skikkelse.
Det kunne godt se ud som om det var et barn. Omkring de
halvanden meter, lidt mindre eller lidt højere end Lille Lucifer.
Men det kunne bestemt ikke være noget almindeligt barn.
Han sagde ligefrem til sig selv: Hold kæft, Lille Lucifer,
hvordan kan et barn falde ned fra himlen?
Nogle mærkelige gevækster stak frem fra dens ryg. Lille
Lucifer sagde til sig selv, at det ikke var vinger, at det nok kun så sådan ud.
Det var bimmelims. Hvad med at slå en ordentlig latter op,
et rigtigt skrald…?
Det gav et spjæt i ham, som om nogen havde sparket ham over
skinnebenet, da skikkelsen pludeslig lyste på ham med to lygter. Nej, for
pokker… det var ikke lygter, det var øjne, ildrøde lysende øjne.
Nu så han at det VAR vinger der sad på ryggen af dette sære
væsen, denne lille kulsorte… engel.
Ding-dong. Som tolv slag fra et tungt pendul der hamrede ind
i brystet på ham, hjertelyd og morfars kommentar, et trompetstød ind i hans ene
øre: Husk det, der en naturlig forklaring på alting, en naturlig forklaring, en
naturlig…
Ekkoet endte med at blive så svagt som det kølige gennemtræk
i mormors køkken. Gylp.
Lille Lucifer kom til at synke sit bolsje, men han havde
lige nøjagtig åndsnærværelse nok til at ærgre sig. Det var jo et helt nyt
bolsje, dejlig konkret, jordbundent, naturligt.
Han famlede efter posen i lommen. Sikke noget han havde
rodet sig ind i. Han ærgrede sig ligefrem over, at han overhovedet var blevet
født. Hvad skulle han kunne stille op over for denne modbydelige djævleunge der
var kommet farende som en ildkugle gennem luften.
Er det dig der er Lille Lucifer?
Nu forsvandt det stærke røde lys fra djævleungens øjne. De
begyndte i stedet at ulme, ligesom gløder i en brændeovn.
Nej, overhovedet ikke, jeg hedder Ludvig.
Du er Lille Lucifer.
Og hvem er du så?
Jeg er mange, sagde det mærkelige væsen, - men du kan kalde
mig Baffomet.
Du eksisterer vel egentlig slet ikke, sagde Lille Lucifer, -
du er noget der sker oppe i mit hoved fordi jeg har arvet min mors sygdom.
Da Lille Lucifer, uvist hvorfor, pludselig trådte et skridt
frem, sprang den anden tilbage. Hans røde øjne begyndte igen at lyse.
|
|
