Silke. En forvandlingshistorie

Af Bent Haller

Der var engang en lille pige, der hed Silke. Det var måske ikke et helt almindeligt navn, men hendes mor og far syntes, at det var smukt og passende til en lille guldklump, der blev født i fiskens tegn, under en dejlig fuldmåne, på en søndag. Det siges jo også at babyer er så bløde som modne ferskner, ægte kinesisk silke og friskplukkede rosenblade.

   Silke var en ganske almindelig lille pige, og dog, hendes hud var slet ikke så glat som modne ferskner, ægte kinesisk silke og friskplukkede rosenblade, den var tværtimod lidt ru og nopret.

   Mor og far tog hende med op til lægen, der var en gammel, klog mand. Han sagde at de ikke behøvede at bekymre sig.

   - Det er bare fiskehud, sagde han og tog brillerne af og på tre gange, - det er slet ikke så ualmindeligt. Hun er jo også født i fiskens tegn, ha ha.

   Og så lo han.

   Det beroligede mor og far en smule at høre lægen le, så de lo også.

   - Men, sagde mor og blev alvorlig, - hun ligger i vuggen og klør sig, og hun er så urolig.

   - Nå ja, sagde lægen, - små børn er jo urolige.

   Da Silke blev så stor at hun kunne bevæge sig rundt i lejligheden, stillede hun sig tit op på en stol ude i køkkenet og åbnede for vandhanen. Somme tider plaskede vandet ud over gulvet, og det så ud til at more hende.

   En anden gang gjorde hun det samme i badeværelset, og hendes mor og far opdagede at hun forsøgte at klatre op i badekarret, selv om det næsten var fyldt med vand.

   - Hun vil i bad, sagde far, - det er det hun prøver at fortælle.

   - Nå ja, sagde mor, - det er der vel ikke noget mærkeligt i.

   Men med Silke blev det alligevel anderledes. Hun ville nemlig i bad hele tiden, morgen, middag og aften. Fem eller seks gange om dagen. Hun kunne ligge i karret i timevis, og hun skreg som en besat når de ville tage hende op.

   - Nu kan det snart være nok, sagde far så.

   - ja, vi er nødt til at sætte en grænse, sagde mor. - Vi må være konsekvente.

   Men det var alligevel ikke så let med Silke, hun kunne også være konsekvent. Hvis hun ikke fik lov til at bade, blev hun helt konsekvent umulig og gav sig til at hyle, så det kunne høres over hele ejendommen. Så troede folk måske at de mishandlede hende.

   - Så så, lille Silke, trøstede mor. - Tag det nu roligt, mors lille skattepige, mors lille juvel.

   Silke havde en lidt underlig måde at skrige på, og det så nærmest ud som om hun snappede efter vejret.

   - Bare det ikke er astma, sagde mor og slog op i en stor bog der handlede om små børns sygdomme. - Min bedstemor havde astma, og det døde hun af.

   Det eneste, der kunne fa' Silke til at holde op med at skrige og snappe efter vejret, var at tage hende i bad.

   - Så er vi lige vidt, sagde mor.

   - Og hendes hud bliver helt rød, sagde far.

   - Jo, sagde mor, - men hun skriger jo.

   - Så giver vi hende et kvarter mere, sagde far, - men så skal det også være slut.