Uddrag fra
Marias barn: drengen
Af Cecil Bødker
Mor, i går gik han ind i Helligdommen og jog alle dem ud der
købte og solgte.
Hvad gjorde han?
Det var
forfærdeligt, sagde pigen med vidåbne og skræmte øjne, men også vidunderligt.
Du skulle have set det. Han sparkede til vekselerernes borde så de væltede og
faldt om på gulvet og æskerne med pengestykker fløj til alle sider og han
smadrede duekræmmernes tremmebure og skubbede deres bænke om, så duerne
flagrede rundt oppe under loftet. Han gik fra den ene til den anden og ødelagde
det hele samtidig med at han råbte højt og skældte ud og citerede fra skriften.
Jeg tror nok at
de alle sammen troede at han var gået fra forstanden og ville slå dem ihjel,
folk fór til alle sider og trængtes for at komme ud derfra. Til sidst var der
næsten helt tomt derinde.
Maria tog sig
forfærdet om ansigtet med sin hænder.
Hvad gjorde han
det for? næsten hviskede hun.
Han ville ikke
have at de drev handel derinde, han råbte at de gjorde hans hus til en
røverkule med deres sjakren, det skule være et bedehus, og da han havde væltet
alt hvad der kunne væltes tog han nogen af deres ting og smed efter dem indtil
alle var drevet ud derfra. De fik ikke engang lov til at samle alle de mønter
op som lå spredt over hele gulvet.
Jamen, hvorfor
gjorde han det? gentog Maria. Hvorfor måtte de ikke være der?
Jeg synes det
var modigt gjort, svarede hendes datter. Så mange mod een.
Jamen han må da
have haft en grund?
Når han nu ikke
ville have at drev handel inde i Templet.
Det kan han da
ikke sådan bestemme. Man har da altid kunnet købe sine offerdyr på templets
område? Maria forstod ikke hvorfor det pludselig skulle være forkert, sådan
havde det jo altid været.
De andre forstod
det heller ikke, sagde hendes datter.
Gør du måske?
Templet er til
at bede i, sagde pigen alvorligt.
|
|
