Uddrag fra
Silas og den sorte hoppe
Af Cecil Bødker
Han kom sejlende ned ad
floden i en sær lille brednæset bad, og han sejlede ikke siddende oprejst som
andre, brugte ikke årerne, men lod strømmen føre sig som den havde lyst. Selv
lå han nede i bunden, og man måtte tro det var en der havde god tid, det gik
kun fremad med strømmens fart, og på afstand lignede det fuldstændig en tom
bad.
Oppe på loftet over den lange staldbygning på
bredden gik hestehandler Bartolin og forkede hø ned gennem et hul i gulvet. Det
støvede vældigt, og med mellemrum stak han hovedet ud gennem lugen for at fa
renset lungerne. Udenfor var det en smuk dag med lidt diset sol, og lige neden
for stalden løb floden forbi i et bredt sving, han kunne følge den med blikket
et godt stykke vej begge sider.
Men pludselig stivnede
han og kneb øjnene sammen for lyset. Hvad var nu det der kom drivende? En båd?
Og det så oven i købet
ud som om der ikke var nogen i den. Kunne man tænke sig den var herreløs?
Bartolin trak sig
tankefuldt i sit buskede hageskæg, han matte nok hellere undersøge nærmere hvad
det var, hans gamle pram havde nemlig længe trængt til en afløser.
Han kiggede på den
igen, den så mærkelig fremmedartet ud forekom det ham, men så meget desto bedre
hvis det var en der kom langvejsfra, så undgik han i det mindste at blive
beskyldt for tyveri. Det undrede ham bare at den var sluppet uden om byen i god
behold, det måtte udelukkende skyldes det tidlige tidspunkt på dagen. Havde det
været senere, ville drengene oppe fra byen afgjort have hugget den. Det var han
sikker på.
Båden kom langsomt
nærmere den så stadigvæk tom ud, og Bartolin var overbevist om at den var
beregnet til ham. Det var ganske bestemt en herreløs båd, alene måden den
sejlede sidelæns på, og maden den drejede rundt om sig selv på, viste at ingen
styrede den.
Bartolin gnubbede sig
tilfreds under skjortekanten med en tyk ru finger, det var sjældent der kom
noget forbi der kunne bruges, og han var allerede ved at dreje sig væk fra
lugen for at kravle ned i fodergangen, da han standsede med et ryk og endnu en
gang kneb øjnene sammen. For syntes han ikke; Jo han syntes ganske
afgjort at der stak et par fødder op over rælingen.
Han stirrede til hans
øjne blev ganske spidse i hovedet på ham, og nu syntes han også at der var
noget der lignede hår ved den modsatte ræling. Det lignede en der var død,
tænkte han, og uhyggen fik hans skind til at krympe på ryggen. Kun en død kunne
finde på at anbringe sig på den måde i forhold til årerne, der ragede op i
vejret som tynde flueben, ingen ordentlige mennesker ville behandle en båd
sådan.
Så var det altså derfor
den var kommet så langt uden at nogen havde snuppet den. Den var ikke virkelig herreløs.
Ude fra vandet lød en
langtrukken og utydelig tuden. Bartolin for tilbage fra lugen.
Hvad var det?
Hårene rejste sig på
hans fede nakke, aldrig havde han hørt mage til sære lyde – så ved højlys dag –
lige midt i solskinnet. Det kunne ikke komme fra noget menneske.
Men det lød heller ikke
som om det var fra et dyr.
Bartolin vendte
uvilkårligt spidserne på sin høtyv mod båden på floden og trak sig længere ind
på sit støvede loft, det der sejlede forbi derude skulle i hvert fald ikke
kunne se ham. Han kom til at tænke på ulve ved det.
Men efterhånden som
båden kom nærmere syntes han alligevel næsten det lød som en fløjte. Ikke fordi
det forekom ham mere hyggeligt af den grund, for han havde aldrig hørt nogen
der spillede på den måde, og nu var han i hvert fald sikker på det var fødder
der stak op over kanten, han kunne se tæer – og lidt af benene også, de var
uberegnelige tynde i det flimrende lys.
Der var ikke andet at
gøre end at vente på at det derude på floden skulle drive forbi, vende ryggen
til det turde han ikke, og give sig til at arbejde videre så længe det var der
var slet ikke til at tænke på. Bartolin ønskede båden ville sejle hurtigt forbi
hans stald.
Det gjorde den bare
ikke.
Lige ud for hvor han
stod, holdt den døde op med at pibe og tude og lettede på sig, tog ganske
simpelt plads ved årerne og begyndte at ro i land.
|
|
