Uddrag fra
Safran
Af Bodil Bredsdorff
Jeg tørrede munden med bagsiden af hånden og kiggede
på ham. Han var tyndere og højere end første gang, jeg så ham, men øjnene var
de samme. Han sad og bed sig i en kno, skævede til mig og spejdede ud over
landskabet. Alt det muntre i hans blik var borte.
»De løb alle sammen.« Han kradsede sig på knæet.
»Undtagen Dom,« indvendte jeg.
Han nikkede. »Ja, ham der døde.« Han kløede sig på det andet ben. »Ham hentede de senere.«
Stakkels gamle Dom. Hvis det ikke havde været for den
møgunge og hans kumpaner ...
»Jeg troede, du var stum.« Der var en antydning af et
smil i hans øjne.
»Stum?«
Han nikkede. »Ja, dengang i kløften. Du sagde aldrig
noget.«
Det var rigtigt. Jeg havde talt til drengen og den
gamle mand med tegn.
»Jeg kunne ikke forstå ham manden, som prøvede at
tale med mig.«
»Det kunne vi næsten heller ikke, men de var også bange
for røverne.«
Han sagde det uden at blinke. Nu var han røver selv. jeg
skottede rundt langs bakkekammene for at se, om de alligevel skulle være flere.
»De andre ved det ikke,« forsikrede han. »De ville blive
rasende.«
»Hvorfor hjælper du mig?«
»Du gav os vand og staven til bedstefar.«
Han blev ved med at kigge på mig.
»Er du en pige eller en dreng?«
»Jeg er Saffi,« svarede jeg. »Hvem er du?«
Han slog omsider blikket ned og sad og rodede lidt med en
sten i jorden. »Jeg hedder Snushan.«
Jeg bandt det sorte tørklæde om håret, proppede dunken
til, tog remmen over skulderen og rejste mig.
»Bare fortsæt op ad stien!«
»Jeg skal ikke hjem.«
Han kiggede forbavset op på mig. »Hvad skal du så?«
»Til byen,« svarede jeg og begyndte at gå.
Han løb efter mig og stillede sig foran mig. »Du er ikke
rigtig klog.«
Jeg smøg mig forbi ham. »Hvorfor ikke? Jeg har ikke noget,
der er værd at stjæle.«
»Du har den pose om halsen.«
Jeg standsede. Hvis han kunne se den, kunne alle.
»Kom her! « Han tog fat i min arm og trak mig tilbage mod
hulen, og vi satte os igen ned foran åbningen.
»I morgen,« han kiggede bedende på mig, »rejser jeg.
Ind
til bedstefar. Han bor der. Du kan tage med. Men først ... Kan du klare, det
gør ondt?«
Jeg nikkede tøvende. Han trak kniven op af skeden.
»Det er et tegn, så røverne ikke gør dig noget. Knap
skjorten op!«
Jeg åbnede de øverste knapper. Han trak stoffet ud over
min skulder og skar en trekant i mit bare skind.
Kniven var så skarp, at jeg næsten ikke mærkede det, da
det skete. Først da jeg igen var alene, blev jeg klar over, hvor ondt det
gjorde, mens jeg sad og så blodet pible frem.
|
|
