Uddrag fra
Krummerne
Af Thøger Birkeland
Ikke ret længe efter kom Stine hjem fra skole. Jeg kunne let
høre, det var hende, inden hun nåede helt op på tredje sal. Hun slæbte på
benene. Det var på grund af skoletræthed, som vil sige, at man næsten ikke kan
holde ud at gå i skole mere.
Stine slæbte tit
på fødderne. Det lød omtrent, som om hun sleb trappen langsomt med groft
sandpapir. Når hun kom ind i entreen, puffede hun døren i, og hun stillede ikke
skoletasken fra sig, men gav bare slip på hanken, så tasken faldt på gulvet med
et mægtigt bump. Det bump kunne somme tider få loftet nede hos Yrsas til at
drysse små hvide kalkstykker i maden, hvis de ellers sad og spiste på den tid,
hvor Stine kom skoletræt hjem.
Det med kalken
kom Yrsas mor frem med hver gang, hun var oppe og klage over os.
Der blev klager mange gange. Mest af fru
Olsen og Yrsas mor. Somme tider fik de også viceværten til at gå op til os og
sige, at vi ikke var stille nok til at bo i nærheden af andre mennesker.
Viceværten
snakkede på to måder. Lige når man havde åbnet døren og hentet far, sagde han
alt det ubehagelige om støj og banken og høj musik på en hurtig måde ligesom en
tabel eller et vers, mens han kikkede ned i vores måtte.
Når remsen var
overstået, så han op på far og nikkede venligt til ham:
- Davs,
Krumborg!
- Davs,
Svendsen! Sku’ vi ha’ os en bajer?
Svendsen var
altid på vej ud i køkkenet, inden far fik talt ud.
Jeg ved såmænd
ikke, om vi larmede mere end andre mennesker, når vi lige ser bort fra vores
hobbyer.
|
|
