Uddrag fra
Saftevandsmordet
Af Thøger Birkeland
Længe efter Teodors dåbsdag snakkede vi meget om fætter
Peter, fordi man ikke så let kan vænne sig til at være i familie med sådan en
pralhals.
Om aftenen, når
vi var kommet i seng, lå vi og fandt på ting om ham. Det var nok mest Anne, der
var god til det.
- Fætter Peter,
sagde Anne, fætter Peter er simpelt hen en parasit. Det er lige bestemt det, ha
er, en parasit.
Både Tina og jeg
spurgte Anne, hvad en parasit var for en, men hun kunne desværre kun huske det
med sin fornemmelse, ikke med forklaring. Hun var bare sikker på, at alle
parasitter var væmmelige og måske også farlige, for det havde hun vistnok
engang læst noget om.
Parasit. Jeg lå
og øvede mig på det ord og fik Peter til at blive værre og værre.
Næsten hver
aften sluttede vi med at snakke om, hvordan lange Peter var blevet nødt til at
gentage alt det, Anne sagde, han skulle, om vores børneværelse og Teodor.
- Jeg mener nu,
han slap for billigt, hviskede Tina i mørket. Han var jo selv uden om sig,
ikke!
Jo, vi havde
travlt med at hade vores fætter, skønt han boede helt oppe i Ålborg. […] Vi var
alle fire ude i haven. Teodor lå på et tæppe og legede med sine egne tæer.
Engang imellem smuttede en myre op i hans bukseben, men skyndte sig ud igen.
Anne sad i en liggestol og læste, og Tina og jeg var vist kun sløve.
Pludselig
smækkede Anne sin bog i og kikkede først på Tina og så på mig:
- Har i hørt
det?
- Hva’ for
noget? Snøvlede vi i munden på hinanden.
Anne lod bogen
dumpe ned i græsset, løftede armene over hovedet og strakte sig, så stolen
knagede:
- Der var et
brev fra onkel sivert i morges. Han skal på en rejse til Tyskland – noget med
forretning – og han spørger, om fætter Peter kan være hos os i fjorten dage.
Jeg rejste mig
op:
- Den rod!
Aldrig i livet.
Tina lå med lukkede
øjne:
- Måske ville han have godt af
det.
|
|
