Vidunderbarnet

Af Tea Bendix

Pludselig gik der et sus gennem hele koncertsalen. Ud af halvmørket tonede et vældigt skib. Det sejlede ud over folks hoveder og tæt forbi balkonen, hvor vi sad. Vi kunne kigge ned på sejlene, der var lappede med grove sting og lugtede meget ramt. De havde engang været røde, nu var de næsten sorte. Forrest smældede tre spændte stagsejl i vinden og bagved dem var et mindre trekantet sejl spændt ud over det allerstørste sejl. Lyset faldt ned på dækket i store mønstre. Dybt dernede stod syv matroser i ens tøj og arbejdede med at hale sejl ind.

Det bliver vældig skægt, det her! Skreg Gustav, mens vandet stod ind over ham.
Bare du holder godt fast, råbte dirigenten tilbage, - Pas på, vi prøver lige igen! Skibet vendte og krydsede atter tæt ind forbi scenen.
Kommer I? råbte han til de andre musikere.
Ja, vi gør!
Spring! Skreg Gustav.
Alle bagbord! skød fagotterne.
Op i masten, violiner!
Alle fandt hurtigt deres pladser, og skibet drejede majestætisk omkring med lyskaskader af skum sydende om kølen.