Hakkedrenge

Af Leif Esper Andersen

    Hele huset hørmede af løg, fordi mor var ved at lave hakkedrenge, og min mave knurrede og larmede, og munden løb hele tiden fuld af vand. Jeg bliver altid eddersulten, hver gang jeg lugter løg.

Og så kom den gamle altså hjem. Først troede jeg. det var Kurt, min lillebror, du ved, for min far plejede altid at fløjte, når han kom hjem. Han fløjter ad helvede til. men han fløjter højt, og selv om det ikke var til at holde ud at høre på kunne jeg egentlig godt li' det. Men det kan godt ske, at jeg først opdagede det, da han holdt op. Men altså, den dag fløjtede han ikke, og derfor troede jeg, det var Kurt. Men så kunne jeg jo høre det på den måde, han jokkede i entrégulvet på. Han er murer, og han går i træsko, og vi boede i rækkehus, så der var ikke så meget at være i tvivl om.

    Til daglig plejede han at huje Davs med jer! og så mase ind på badeværelset for at blive gjort ren, men det gjorde han heller ikke den dag. Han gik ud til damen og løgene ude i køkkenet, og jeg kunne høre, at de snakkede. Så læste jeg videre i det her Batmanblad,  eller hvad det nu var for et, jeg havde fået fat i.

    Lidt efter kom Kurt og klattede ned i en lænestol og sagde: Hej! Sikken en skøn hørm af løg. Ka' du lugte det, mand?" - og det gad jeg ærlig talt ikke svare på, for osen var så tyk, at man ku' skære i den, og min mave rumlede, så jeg var ved at blive tosset.

    Da der var gået et halvt år eller deromkring, kom min mor ind og begyndte at sætte på bordet. Jeg lettede mig og gav en hånd med, for at det ku' gå lidt hurtigere, for jeg glædede mig faktisk til de bøffer. Da jeg kom ud i køkkenet efter kartoflerne, sad den gamle bare og hang på en af taburetterne - i murertøj og det hele.

    "Hov du," sagde jeg, "kan du se at blive afkalket. Der er hakkedrenge i salonen om et øjeblik." Men han gryntede bare, og så så jeg, at han havde det her udtryk i ansigtet, der betyder, at man skal holde bøtten lukket og helst være usynlig. Det var ikke ret tit, ham havde det udtryk på, men når det endelig skete, var det vældig sundt at. tage det højtideligt, så jeg snuppede kartoflerne og smuttede ind i stuen.

    Da jeg kom ind, kunne jeg også godt se på min mor, at hun heller ikke var ved at dø af grin, så jeg besluttede lige så stille at holde kæft og se, om det hele ikke drev over. Jeg kan ikke fordrage ballade. Men jeg havde glemt Kurt.

    Forstår du. Kurt er såmænd god nok, selv om han er barnlig. Men han har en fantastisk evne til at lukke munden op, når der er al mulig grund til at holde den lukket. Og selvfølgelig skulle han kæfte op netop den dag. Det var, dengang den gamle kom ind og satte sig til bordet i arbejdstøj.

    Jeg indrømmer, at han ikke plejede at gøre det, og at han tit har snakket om, at man skal ligne sit arbejde, men at man ikke behøver at slæbe det med ind på tallerkenerne. Men han ku' da ha' set sig for. Kurt altså. Så han ku' ha' set, hvordan dem gamle så ud i ansigtet. Men det gjorde han bare ikke. Lige så snart vi var kommet til at sidde ned og jeg skulle til at lange ud efter en af de her bøffer, så kommer det:

    „Sig mig engang, mand, ku' du i hvert fald ikke bare støve dig af, inden vi skal spise?”

    Det var lige som at smide en brandbombe ind i en fabrik. hvor de laver fyrværkeri. Den gamle blev helt gasblå i hovedet, inden han eksploderede. Jeg nåede lige at se, at min mor blev bleg, inden han begyndte.

    Jeg ved ikke, hvor lang tid det varede, eller hvad han sagde. Jeg ved bare, at jeg fik halvkolde bøffer og halvkold sovs den aften. Og bagefter, da han var færdig og sad og rodede rundt i maden, som om han ikke kunne li' den, var det så, at min mor sagde, at han var blevet fyret.

    Jeg må indrømme, at jeg tænkte, at det for pokker da ikke var noget at blive så pløktosset over. Jeg mener, han er en smadderdygtig murer, så han ku' da bare få arbejde et andet sted. Folk skal da ha' huse at bo i, ik’?

    Nå, men jeg sagde ikke noget, og det var vist et held.

    Jeg blev nemlig klogere, meget klogere."