Uddrag fra
Heksefeber
Af Leif Esper Andersen
Manden var bevidstløs. På hans ansigt havde feberen sat
svedperler, og hans tøj var vådt af sved. Det ene skjorteærme var klippet af,
og skjorten var flænget i siden. Blodforgiftningen havde bredt sig. Sortblå
striber løb op over armen til armhulen og bredte sig til brystet og siden. Han
havde ikke langt igen.
De to mænd, der var kommet med ham, sted blot tavse og
kiggede på Hans.
- Hvorfor kommer I først med ham nu? Hans var vred, og ingen
kunne være i tvivl.
- Du sagde, at han skulle komme i dag.
- Tåber! jeg kan ingenting gøre. Han kom for sent første
gang, og I kommer for sent nu. Der er ingen, der kan hjælpe en død mand.
- Der er liv i ham endnu - og med Djævelens hjælp kan man
nok gøre meget, hvis man vil.
- Hvad mener du? Har I brug for Djævelens hjælp, så gå til
ham.
Hans stirrede hvast på manden, og der var ild i ham øjne.
Den fremmede måtte slå blikket ned, og den syge begyndte at ryste i krampe. Han
var stadig uden bevidsthed, men hans krop trak sig sammen i ryk, og fra hans
mund kom der en strøm af klagende lyde.
Fra kisten i hytten havde Hans hentet en lille beholder med
en gullig væske. Nu tvang han den syges tænder fra hinanden med en pind og
hældte forsigtigt nogle få dråber af væsken i hans mund.
- Det redder ham ikke, men det får krampen til at gå over.
Han er død inden middag.
Han satte sig hos den syge og tog ham varsomt i hånden. Lidt
efter lidt forsvandt krampen.
Da solen havde nået sin middagshøjde, var de to mænd på vej
med ham op over bakkerne. Han var ikke syg længere. Han var død.
|
|
