Dengang min onkel Kulle blev skør

Af Kim Fupz Aakeson

”Denne her have har jeg plejet og passet, og jeg har luget og klippet kanter på græsplænen med en håndsaks, og jeg har nippet og revet og nappet, og det er den flotteste have på hele villavejen, og så skal du, din gamle gummiged, ikke komme her og sætte dig deroppe og ødelægge det hele!”

”Ih for søren, lad ham nu bare sidde og passe sig selv,” sagde min mor til sidst. ”Nu gider jeg ærlig talt ikke høre mere på, at du skaber dig tosset med alt dit havepjat …”

”Skaber jeg mig tosset!” råbte min far. ”Det er måske mig, der render rundt og planter mig på folks tage? Nåså det er mig, der er skør, ja nu har jeg hørt den med!”

"Han blev ved med at trampe rundt om sig selv og råbe, og da han blev træt af det, tog han sin græsslåmaskine frem og slog hele græsplænen i bar surhed.

”Denne her familie er ikke rigtig klog,” sagde han, hver gang han havde kørt en bane. ”Ikke rigtig klog …”

jeg stod og kiggede på onkel Kulle oppe på taget, men det blev efterhånden lidt kedeligt, for han sad bare med lukkede øjne i solen.

”Skal du slet ikke have mad?” spurgte jeg.

”Næ, tak,” sagde onkel Kulle. ”Rododendroner spiser ikke noget, men jeg vil gerne vandes lidt i ny og næ.”

”Det skal jeg nok ordne,” sagde jeg, og så vandede jeg ham lidt med haveslangen, til han var drivvåd, og det kunne han godt lide.

”Tak for det, min dreng,” sagde han.

”Han er ravende vanvittig!” råbte min far nede fra pralbønnerne. Nu var han begyndt at luge hele køkkenhaven for ukrudt. ”Og det er mit redskabsskur, og her i haven er det mig, der bestemmer, hvem der skal plante sig hvor!”