Uddrag fra
Fiske i livets flod
Af Merete Pryds Helle
O-stemmen
Petrus tændte for computeren og 3D-scanneren; krukken gik
langsomt i omdrejninger på gummipladen, og laserlyset ramte dens kuperede
overflade.
Peter, Martha og
Petrus lænede sig, skeptiske og forventningsfulde, frem imod de to højttalere.
Stemmen kom tordnende. Vandet rislende, klukkende. Den fede svuppen af vådt
ler, klasken af hænder, fingrenes syngende pres ind i den våde masse, der
drejede på pottemagerhjulet, hvis uregelmæssige knirkeri blandede sig med
stemmens vældige kraft, en O-stemme, dybttonet, dyppet blåt, med en
lerklokkes efterklang. Enksilubs stemme, nasal himmelvendt over de formende ler-
og vandglatte hænder.
Peters negle gravede sig ind i håndkødet. Her var det. Han styrtdykkede gennem
de jordlag, han så mange gange havde gravet i, først de øverste, tåbeligt
moderne romerske, hans skuldre borede sig gennem tidsmarken til det lag, hvor
hans sjæl forestillede sig, den kunne befinde sig restløs. Stemmen, O-formet,
kraftfuld over de rytmiske arbejdslyde. Kunne han skelne enkelte ord i sangen?
Forstå, hvad der blev sunget? Gutturale lyde gled op og ned, spiralformede,
mellem få, tilbageholdte vokaler. Peter forsøgte at forstørre sit øres
lytteflade, så hver stemmebærende pil fik sit eget adskilte felt at ramme og
opbevares på.
Uanset hvad måtte han opfange lydene; for der sad jo Petrus på kanten af sin
stol, med hænderne bag sig knuget til sædet, med opspilede øjne, spytskiinnende
rødblistret mund. Det var umuligt, at de to sammen skulle forlade eljligheden,
gå ud i Napolis soloverstrukne gader, triumferende opstemte og tale om, hvordan
miraklet skulle præsenteres for offentligheden. Hvordan Petreus skulle
præsentere det.
Martha sad imellem Peter og Petrus. Enksilubs stemme over den travle baggrund i
pottemagerværkstedet fyldte rummet som en mindre firkant, med en sejere
substans end luft. Hun blev forstemt over Petrus’ barnligt åbne mund og
fanatiske, men alligevel overraskede blik. Men endnu mere over sin fars skarpe,
kolde overvældelse. Hun så de to lodrette rynker over Peters næserod, han var
vred, når de to rynker kom frem. De kunne ikke løbe fra det; Petrus havde
sluttet apparatet til, han havde fået ideen. Den røde laserstråle randt for
anden gang fra krukkens rim og nedefter, stemmen bragede, vandet vrimlede,
hastigt hvislende, hænderne frembragte en dyb skurren under stemmens O-sang,
himmelvendt.
Det burde være mig, grundede
Martha. Mig, der havde tændt for den maskine.
Zigguraten sejlede frem for
hendes blik, løftede sig tung, bestigelig. Hvert trin var hendes bens højde, og
der var tusind af dem, kunne hun løfte sin krop så højt, hvilken overvindelse,
hvilken fysisk kraft skulle der til for at nå den blåskinnende, vindfornøjede
top med gudens leje? Trinet foran hende var af sandsten, ørkenfarve. Hun
forsøgte at løfte sit ben højt op, at overvinde forhindringen.
Nej, ræsonnerede hun. Ikke ved
kraft kan vi gøre det, skubbe Petrus ned fra det øverste, opfindsomme
sandstenstrin, hvor han allerede hoverer. Jeg er for spinkel, mine hænder
nervøse. Der må noget andet til, noget simpelt udtænkt. Tænke, det er det, jeg
kan.
|
|
