Uddrag fra
Rigets Frue
Af Maria Helleberg
Der var straf for alle overtrædelser af fru Meretes regler. Margrete ville ikke
vise sin svaghed. Det havde hun lovet sig selv første gang fru Merete beordrede
hende at lægge hænderne på bordet hvorefter hun brugte riset. Det var ikke
fordi fru Merete var vred eller nød at slå, det var et princip. Og det hjalp
kun kortvarigt at knibe sig, smerten stak gennem alle andre følelser.
- Mange slag for små synder, få slag for de store, for de store angrer et godt
barn af sig selv, men de små kan vokse, sagde fru Merete syngende og forklarede
at sådan var hun selv blevet opdraget af sin mor, fru Birgitta.
Efterhånden var Margrete godt træt af denne fru Birgitta der aldrig havde sat
en fod forkert. Denne prægtige kvinde som intet ansigt havde, selv om fru Merete
hver dag lod pigerne læse kapitler fra sin mors Åbenbaringer højt.
Margrete lagde mærke til alle lighederne, fru Birgitta havde været borgfrue som
fru Merete, hun vidste hvordan man kærnede smør og bedømte kornets modenhed.
Hun vidste hvordan fødslen sønderrev kvindens krop og hvordan sorger smagte.
Kun én gang gik det galt.
Margrete læste snøvlende og halvsovende teksten højt og vågnede først da hun så
fru Merete stå foran sig, ligbleg og med bævende, smal mund. Så lod hun blikket
glide op over de smukt prentede bogstavet. Fru Birgitta havde ikke ønsket at
give sin yngste datter til den mand datteren havde forelsket sig i. Men fru
Birgittas mand, herr Ulf, syntes godt om horkarlen og gennemtvang datterens
ægteskab. På bryllupsnatten gik fru Birgitta i enrum, netop som hun skulle føre
sin datter i ægteseng, og mens hun bad om at Gud måtte lade hende dø, begyndte
et endnu uerkendt foster i hendes liv at tale til hende og bede for sig.
- Det var min søster Cecilia, sagde fru Merete med klemt stemme og tog
pergamentet fra Margrete, - det er en fortælling som børn ikke har nytte af og
ikke kan forstå, tilføjede hun, hvilket undrede Margrete endnu mere, for fru
Merete forklarede sig sjældent, hun slog.
Og hvem var datteren der giftede sig med sin forfører? Spurgte Margrete
intetanende.
Hun nåede ikke engang at lukke øjnene før fru Meretes hånd ramte hendes kind.
Hun ømmede sig og tog til kind og øje med begge hænder, dækkede for sig for at
undgå endnu et slag.
Det var fru Merete selv, slog det ned i hende, som lussingens ekko.
|
|
