Uddrag fra
Mathilde, magt og maske
Af Maria Helleberg
Han lignede en silkeabe, ganske lille og endnu tyndere, og
silkedragten sluttede helt tæt om de tynde, lange arme. Set på afstand lignede
han portrættet. Men ansigtet hældte sig selv ovenud af skikkelsen, og mistede
kontrollen. Navnlig de udstående øjne. De var som glaskugler, ikke særlig
kønne, og han stirrede ufravendt på hende, lidt bekymret.
Hun vidste, hvad han undrede sig over. Søster Louise havde været en kønnere
brud. Ikke helt så rund, ikke helt så barnlig. Men de havde afbestilt Louise,
der skrantede, og i stedet fået hende. Et dårligt bytte. Søde Louise med de
spinkle, og dog runde arme. Hun lignede en elegant orientalsk fugl, selv når
hun dansede gavotte, helt fortabt i musikken, med lukkede øjne. Nu måtte de
tage til takke med hende, Mathilde.
Da han kom ind i vognen til hende i Roskilde, var han suverænt begyndt at
befamle hende, uden på tøjet, og straks blev hendes krop slap og uvillig. Mor
havde forberedt hende på dette uundgåelige. Han ville givetvis, før eller
siden, begynde at caressere hende. Men dette var ikke caresses, han
pillede ved en gave, han ikke vidste, hvordan han skulle binde op. Allerede da
havde hun fornemmet, at dette ville blive alt andet end nemt.
Hun lød sine øjne sløre til, så ikke efter ansigtet mere, kun figuren fik
rigtig plads. Det hjalp. På afstand måtte de se fortryllende ud, næsten
perfekte. Den afrundede kvinde, med skørtet vajende om sig som fyldte sejl, han
elegant og sart. To delikate figurer, ikke af kød og blod, men silke, broderi
og juveler. Som figurerne på en kage, eller i toppen af en kunstfærdig frisure.
De dansede i den nye riddersal på slottet, og alle andre holdt sig tilbage,
dannede en ring af beundring og murrede kommentarer og hårde vurderende blikke,
der snittede hendes varme kinder, som skarpt grus slynget op af vognhjul.
Hun lod øjnene sløre til, og smilede som hun havde lært, og dansede. Musikken
var en spinkel klang, der strøg sødt over den nøgne, sminkede hud på hendes
højt hejste bryster, og snurrede i hendes fødder, spændt ned i smalle, trange
sko med spidse hæle.
De dansede for de andre, to mekaniske fugle drejede sig kunstfærdigt om
hinanden. Kun den svage lyd af hviskende silkefødder på det kolde, blanke gulv
mindede om virkeligheden. Han talte turene højt, og var lidt forpustet, lidt
rød på kinderne, under pudderet. Jo, jo, da havde forberedt hende. Hun følte en
slagt utaknemmelig overlegenhed svulme i brystet, og hjertet fik travlt, så hun
måtte føre viften op foran munden, mens hun drejede på de spidse hæle.
De to rørte næppe hinanden, kun fingerspidserne tillod sig en smule
ublufærdighed, når de mødtes. Mindre end et kærtegn, kun lidt mere end
ligegyldighed, alt sammen foreskrevet, forudset. Det gjorde livet lettere. Man
vidste altid, hvad man burde gøre eller sige. Oplæring var en god ting. Hun var
endda bedre end Louise, mere omhyggelig, huskede bedre. Var aldrig trådt ud af
rammerne.
Og nu dansede hun med sin mand, som hun tillige kaldte ”mon cousin”. De var af
samme blod, og havde været gift i flere måneder, blot ikke med hinanden, kun
med en skygge, et begreb. Det var jo tåbeligt, faldt det hende ind.
Hvis ikke det havde været for buttetheden, der voksede og boblede i hendes
krop, ville hun have været et utroligt godt parti. Sådan var det. Alle de
sprog, hun havde samlet i sit hoved, al den viden, alle de informationer, hun
havde modtaget og oplagret. En god dronning. Familiens gode hoved. Bror George
var fyldt de elleve, før han lærte at læse og skrive. Men da havde deres mor
også været på fortvivlelsens rand. En analfabetisk konge.
- Undskyld, frue: er De amme?
Christian havde ikke før talt til hende; men da han fulgte hende tilbage til
pladsen ved bordet, faldt denne replik mellem dem, som et klædningsstykke, der
løsnede sig og dalede mod gulvet.
Han kunne være sær, sagde de, men det var i og for sig kun forventeligt, hun
ville nødig kommentere sin egen bror George. Den slags bar man over med. Og han
havde talt nydeligt engelsk.
- No, my lord, svarede hun neutralt, med den udglattende stemme som burde
indikere, at emnet var upassende. Men at forseelsen allerede var tilgivet, så
man kunne gå videre.
- Men De har så store bryster, så jeg tænkte …
|
|
