Uddrag fra
Naboskab
Af Knud Sørensen
Billede af et familiebrug
Det var
godt, at det var lysbilleder, så der var mørkt i stuen, mens de så dem. Det var også godt, at det
ikke havde været et af de sidste, det billede, nu kunne hun nå at blive helt
sig selv, inden lyset blev tændt, og hun kunne gå ud i køkkenet og lave kaffen,
mens manden og svigerforældrene begyndte en lidt usikker, men saglig snak med
fotografen om den skildring af arbejdsgangen på gården, som de lige havde set.
Hun begyndte at tage kopper frem, men tankerne havde ikke forladt lærredet
derinde og det billede, som ikke var blevet udvisket af alle de senere. Hun
strøg sig med hænderne ned over hofterne og følte sig helt sær indeni. Jørgen
havde ikke sagt noget derinde, men selvfølgelig havde han også lagt mærke til
det. Og hans forældre - lidt missionske som de var. Hun skyndte sig at
sætte hænderne til at bestille noget, finde bakken frem, hælde fløde op og
skære kage.
Så faldt hun igen i tanker. Hun måtte se at få talt med fotografen. Det billede
behøvede vel ikke at blive afleveret sammen med de andre. Der var vel nok
endda. Og ublufærdigt ville det være, nærmest pinligt, hvis det blev set af
nogen, der kendte dem. Jørgen ville heller ikke bryde sig om det.
De havde ellers været, ja ikke ligefrem stolte, men heller ikke helt uglade, da
de ringede fra landboforeningen og skulle spørge fra nogen, om der måtte komme
en fotograf og lave en diasserie, som de kaldte det, af livet på et dansk
familiebrug. Serien skulle bruges i studiekredse, sagde de, i hele landet og
måske også i udlandet, og hun og Jørgen havde snakket lidt om det og var blevet
enige om, at det kunne der nok ikke ske noget ved. Der var måske nok nogle
naboer, der ville synes, at de gjorde sig til, men pyt med det, havde Jørgen
sagt. De var jo blevet bedt om det, ja nærmest opfordret til det. Og også hun
havde været helt tilfreds med, at de inde i landboforeningen havde blik for,
hvad de havde fået bygget op på de år.
Fotografen var så kommet. Hun kom og gik et par uger igennem, Og hun var en
behagelig og stilfærdig én, som man næsten slet ikke lagde mærke til, og som
ikke kom og forlangte, at man skulle stille sig op eller noget. Lidt uenige
havde de kun været den første dag, da hun og Jørgen havde taget deres nyeste
arbejdstøj på - ja helt nyt var det da, købt fordi de gerne ville se
nogenlunde ud, nu de skulle udstilles, men det havde fotografen ikke kunnet
lide. Det skulle ikke være mannequinopvisning, sagde hun, og de havde måttet
tage deres gamle og slidte på.
Ellers havde der ikke været noget. Man glemte helt, at der var en fotograf, og
når hun endelig en gang imellem fotograferede, var det slet ikke til besvær.
Egentlig lagde man slet ikke mærke til det.
Og det var vel netop dét. Hun strøg sig igen over hofterne og blev helt sær.
Det var ikke rigtigt gjort af den fotograf, bestemt ikke. Nærmest et
tillidsbrud, syntes hun.
Der kom nogen gennem gangen og ud i køkkenet. Svigermoderen, selvfølgelig.
»Skal jeg hjælpe dig med noget?«
»Jeg er straks færdig,« sagde hun, »hvis du lige tager bakken med ind. « Hun gav
hende den i hænderne og vendte sig, inden svigermoderen fik tid til at sige
noget.
Og nu stod hun igen med sin indvendige uro og ønskede kun, at de var gået
allesammen.
Hun havde været ved at give kalvene. Jørgen havde nok blandet foder til svinene
den morgen, det måtte være der for, hans hænder havde været så støvede.
Hun havde stået bøjet fremover og hældt mælk op, og fotografen måtte være kommet helt ubemærket ind bag hende og
havde taget billedet. Man så hende hælde af spanden, man så lidt af de ivrige
kalve, men man så også, på hendes buksebag, over hofterne eller rettere lidt
under hendes hofter de to tydelige aftryk af Jørgens hænder.
Hun lukkede øjnene og kunne mærke, hvordan øjenlågene stadig rødmede på den
indre side, og hun mærkede igen denne sære følelse i kroppen, som ikke bare var
sær, men også dejlig velkendt. Som en glæde, der piblede frem.
Jørgen, hviskede hendes tanker. Og hun tænkte også: ”Jeg kan jo bare lade som
ingenting, som om jeg ikke har lagt mærke til det, eller som om det er helt
naturligt.”
Helt naturligt, ja. Hun blev lidt bange for den tanke, hun havde sat i gang,
men tænkte den alligevel til ende: Det billede fortæller mere om Jørgen og mig
og vores liv her end nok så mange billeder af mejetærskeren.
Hun tog kaffekanden og gik ind til de andre. Idet hun kom ind, hørte hun fotografen sige, at serien ville blive kaldt
”Billede af et familiebrug”.
Hun smilede fortroligt til fotografen. ”Og her er så kaffen,” sagde hun.
|
|
