Uddrag fra
En tid
Af Knud Sørensen
Et par gange den sommer blev tilværelsen nok for ensformig for dem. I hvert fald fik de moderen til at lægge sig tidligt og cyklede de otte kilometer til fiskerlejet, hvor der om lørdagen var bal på det nye badehotel, mest naturligvis for badegæsterne, men egnens unge kunne godt få lov at komme ind. Første gang mødte de et par stykker, som de kendte. Thomas fik en øl, Oline en citronvand. De sad og så på de dansende, snakkede lidt og kørte så hjem.
Anden gang var der én, der dansede et par danse med Oline. Det var en af de lokale, og her ud på aftenen, og efter at de havde styrket sig med indholdet af de flasker, som et par af dem havde haft med i inderlommen, var flere af dem begyndt at føre sig frem, når de toner, der kom fra klaveret og violinen ikke var alt for ukendte. Thomas sad og betragtede dem, mend de dansede. Hun nød det, kunne man se. Og hun var pæn, pænere end de fleste. Også pændere end de fleste af badegæsterne.
"Hvem var det, du dansede
med?" måtte Thomas spørge, da de cyklede hjem.
"Det var bare én, der var karl i præstegården, da jeg også var der," svarede
hun.
De kørte lidt i tavshed. De nåede stien gennem plantagen, og Thomas kørte ind
foran Oline.
"Der er egentlig ikke meget ved det," sagde Thomas.
Oline mente, at det vist kunne være helt godt at se folk en gang imellem.
En ræv smuttede over stien lidt fremme. Himlen var lys i nord, duggen var
faldet tæt og lugten af granerne var påtrængende.
"Hvor er han nu?" spurgte Thomas.
"Det ved jeg ikke. Han sagde ikke noget om det."
"De siger, at han har en kæreste nu," tilføjede hun lidt efter, "selv om han
godt nok ikke havde ring på."
Thomas begyndte at fløjte og køre en antydning hurtigere. Oline fulgte ham. De
nåede klitvejen og kunne igen køre ved siden af hinanden. Ingen af dem sagde
noget.
Først da de kørte ind på gårdspladsen, sagde Thomas: "Vi må vel hellere sætte
cyklerne ind."
De fortsatte hen til ladeporten.
Sådan blev
dagene til en ny slags hverdage for Thomas. "Det er helt rart at tænke på, at
man ikke skal gå på handelsskole til vinter," kunne han sige, hvis en af os en
sjælden gang spurgte ham, hvordan det gik. Om det arbejde, han havde været
beskæftiget med, om de muligheder, der havde været, og om den politiske ungdomsforening,
han havde været tilsluttet, talte han aldrig. I hvert fald ikke direkte. Måske
kunne han en aften sige til Oline: "På en måde er det en lettelse ikke at
skulle tænke på fremtiden." Og så ville han måske tilføje: "Selv om den vel
kunne have været spændende."
Den sommer var hver dag nok i sig selv og arbejdet overkommeligt. En dag
reparerede han stalddøren. Den havde trængt i flere år og havde skrabet mod
cementen hver gang den blev åbnet eller lukket. Nu rettede han hængslerne op og
bankede et bræt på diagonalt. Flere gange om dagen følte han tilfredshed med
sig selv, når han brugte den dør.
En søndag eftermiddag sidst i oktober, da han og Oline havde gået en tur for at
se, om den nysåede rug havde spiret som den skulle, og da de stod og tog træskoene
af uden for bryggersdøren, sagde Oline: "Jeg tror nok, jeg skal have en bette."
Og mens Thomas stod tilbage med den ene kludesko i hånden og med en så overvældende følelse, at han
først langt senere kunne sætte sine tanker på den, gik hun videre ind i
køkkenet og begyndte at lave den kaffe, som moderen sad derinde i soveværelset
og ventede på.
Dét er, hvad der gik forud. Det er den historie, som vi alle sammen har digtet
med på, og som vi aldrig snakkede direkte om, men som vi ikke helt sjældent
havde held til at komme med en uskyldig hentydning til.
"Hos Thomasses" kunne vi f.eks. sige på samme måde som vi sagde "hos Peters",
når vi mente hos Peter og hans kone Marie.
|
|
