Uddrag fra
I lyset af en kat
Af Niels Brunse
9. dag, lørdag
På vej ned
gennem Tyskland følte jeg mig let - ufattelig let, som en ballon der har
kastet alle fortøjninger og løfter sig støt mod den blå himmel, op mod den eneste
grænse der er: den højde, hvor luftens vægtfylde er lig med dens egen. Der standser
den sin stigning, men ikke sin bevægelse; ingen landegrænser kan holde den
tilbage, den flyver som vinden vil.
Jeg var ikke bare sluppet ud af Danmark, jeg var sluppet ud af min person. Hele
den fortælling om mig selv og min fortid, der havde defineret mig og holdt mig
fast, lå tilbage på den danske jord som ballastsække, ankre og slappe reb. Det
var den mest fantastiske følelse af frihed, jeg nogen sinde har oplevet.
I morges vågnede jeg op af en drøm, der havde den samme svimlende, utrolige lethed i
sig. Jeg har allerede glemt hvad den handlede om; fornemmelsen genkendte jeg,
og billederne fra turen herned har været levende hele morgenen. Nu kommer
tjeneren med min morgencomplet. Kaffen dufter, juicen er friskpresset, og ægget
er varmt; jeg kapper det øverste af skallen med kniven og borer skeen ned i det
bløde indre. Varm gul æggeblommesmag på tungen, på én gang mild og ram.
Rundstykket er luftigt, kaffen er en kleiner
Schwarzer, så stærk at der må meget sukker i, stærk nok til at vække én der
er meldt savnet.
Cafeen her bliver måske min stamcafe. Den er slidt ned til sokkeholderne, flere
af marmorbordene er revnede, de polstrede bænke er grågrumsede og fjedrene i
dem siddet flade for flere årtier siden, lamperne er nøgterne runde glaskupler,
men ruderne er rene, og stedet er på en eller anden måde generøst. Det skænker
ro og forlanger ikke meget til gengæld, heller ikke hvad priserne angår.
Attende Bezirk, ikke specielt fornemt, uinteressant for turister. Fra vinduet
kan jeg se over på den solide, men
sede og ikke særlig velholdte facade på huset hvor jeg bor. Mine vinduer ligner
alle de andre. Et godt sted at være skjult, at vente på det nye liv, der måske
vil udkrystallisere sig af hele mit flydende opbrud. Jeg er lidt mere rolig nu,
ikke helt så euforisk; de første vaner er så småt ved at melde sig, skønt jeg
ikke engang har boet her en uge. Frau Meisl kommer hver tirsdag, torsdag og
lørdag og sørger for rengøring, indkøb og madlavning hvis jeg ønsker det,
ligesom hun gjorde i salig Schönmeisters tid. I dag har jeg sagt til hende at
jeg tager morgenkaffen på cafeen og ikke behøver middagsmad. Til en afveksling.
I øvrigt har jeg ingen ønsker om at lave om på arrangementet, lige så lidt som
jeg ønsker Schönmeisters navn på dørklokken og på døren udskiftet med et andet.
Lad det være som det var - som et hylster jeg kan krybe ind i og forme
mig efter, hvis jeg vil. Eller lave om på. Den tid, den sorg.
|
|
