Uddrag fra
Ramoth-Bezer
Af Niels Brunse
Niels Brunses fortælling om Robert Zahme, er en bog i særklasse. Zahme er
forhenværende universitetslærer, alene, 62 år og indespærret. Indespærret af
´Bæstet´- en ondartet fobi, der holder ham ude fra livet og inde i sin egen formålsløse
hverdag, bag rækkehusets mure. Men han lever for mindet om Ulla, der var mere end
en yndlingsstudent for ham, og et mere end 200 år gammelt manuskript, forfattet af
en adelsmand ved navn Eberhard von Erlenberg. En beretning om mødet med en
hemmelig by, bevogtet af sorte hunde og befolket med sære leveregler og
evighedsmaskiner. Et mystisk manuskript, der kaster den handlingslammede Robert
ud i verden, og den lykkelige læser ind i et underfundigt, gådefuldt univers.
Alt er dobbelt i denne roman, som myldrer af bibelske motiver, bogstav- og
talmystik, lærde henvisninger - og helt dagligdags diskussioner af moderne liv med
indkøb, jetlag, tosseri og terapi. Bogen går på forunderlig vis op i en højere enhed, og
slutningen lader bestemt ikke hverken hovedpersoner eller læser i stikken.
Marie Louise Valeur Jaques
i Danish Literary Magazine 19
Uddrag fra Ramoth-Bezer:
Under de enkle
gravmæler lå snart en bonde, snart en adelig, snart en købmandsdatter, snart en
tjenestepige; og skønt de fleste navne var bibelske, fandtes der også navne fra
sagn og myter og jævne hverdagsnavne imellem dem. Kun én sten skilte sig ud fra de øvrige med en indskrift, som drog
min opmærksomhed til sig; jeg skrev den senere ned som den stod:
+
HIC
IACET
ADEPTUS
ORFFYREUS
1748
Jeg spurgte hr. Phintias hvem der lå her, og han svarede: En mærkelig mand, måske forrykt, måske kun
egensindig, men til stor nytte for staden: han er opfinderen af de trækhjul,
som letter så mange byrder for os.
Jeg indrømmede villigt at de selvsamme hjul forundrede mig stærkt, og spurgte hvad der drev dem.
En mekanisk kraft svarede han, som er indeholdt i hjulet selv. Mere ved jeg
ikke.
Han lod til at være uvillig til at tale om det, og jeg lod mig for denne gang
nøje med hans forklaring, men jeg spurgte ham, om denne stadens velgører havde fået en særlig tilladelse til at smykke sin
gravsten med en titel, omend en usædvanlig, siden det åbenbart var alle andre forbudt.
Det er ikke forbudt for nogen, svarede han, enhver kan lade indhugge i sin sten
hvad han vil. Adepten Orffyreus havde
bestemt det således før sin død, og han hævdede, at han efterlod en særlig
visdom i denne gravskrift; men de fleste finder det
sandt, at vi dør og kun efterlader os et navn.
De fleste lader vel både ejendom og børn og eftermæle tilbage, indvendte jeg.
Alle disse ting lever i sig selv og forandrer sig med tiden, svarede han. Kun
navnet forbliver uforanderligt og vort eget, så længe det ikke er glemt.
Men selv når navnet er glemt, lever et menneskes gerninger og slægt dog videre,
sagde jeg.
Den store forvandling lever videre, sagde han, den forvandling som vi alle er
kommet af, og som vi alle yder vor del til, men den skelner ikke mellem liv og
liv, mellem et menneske og dets næste. Kun navnet sætter skel, og når det er
glemt, er det sidste spor af mennesket forsvundet.
Men hvad nu hvis et menneske har ladet sit portræt male, eller sit billede
hugge i sten, sagde jeg; da
bliver dets ansigt måske tilbage, selv når navnet er glemt.
Hvad er et ansigt uden navn, sagde hr. Phintias og svarede selv: en gåde, et
intet. Et billede er blot en stedfortræder for et ansigt, og er navnet revet
fra billedet, er forvandlingen sket.
|
|
