Uddrag fra
Silke
Af Juliane Preisler
Mørk var lænet op ad væggen ud for Det Blå Kabinet. Han var
stadig i sin sminke, men havde skiftet til den røde slåbrok.
- Regitze, sagde han smagende. –
Det navn går virkelig ikke an, lad mig se …
Regitze, som ikke kunne lade være
med at se ned i gulvet – hun ville ikke udsættes for øjnenes tomme én gang til
– mærkede en fuglelet bevægelse på sin kind. Om det var hans hånd, hans hår
eller blot luften af et ærme, vidste hun ikke.
Silke, sagde Mørk, - Lille Silke,
lad os se om det kan passe …
I en hurtig, hvislende bevægelse
trådte han ind i Det Blå Kabinet og lukkede døren.
Regitze stod og følge sig svimmel
– som om hun var blevet berørt at en mærkelig fremmed duft eller ukendt farve.
Silke – lille Silke genlød stadig inden i hendes hoved længe efter at Mørk
havde lukket sin dør. Så huskede hun øjnenes døde mørke og forsøgte at komme
til sig selv.
Frøken Lind stod pludselig foran
hende. Hun måtte have været langt væk, hun havde slet ikke hørt hende nærme
sig.
- Hvad står De her og driver for?
Skal De ikke af tøjet og se at komme hjem, det bliver vist ikke nogen
fornøjelse at spadsere ene i dét vejr …
Regitze tænkte på sit lille
overfyldte kvistværelse hos Generalinden, strækket af mørke gader inde, og
brændte ikke just efter at bevæge sig hjemad, men tanken om det natteøde Teater
var heller ikke tiltrækkende. Frøken Lind stod lidt og betragtede hende. Måske
så hun sølle ud, stadig svimmel og drømmende, langt væk, for hendes mine blev
efterhånden blødere.
- Er der noget i vejen … er De
upasselig?
- Næh, jeg tænkte blot … hun trak
sig uvilkårligt lidt væk fra Det Blå Kabinet og hen imod sit eget lille skab, -
er der noget i vejen med Skuespiller Mørk?
- I vejen … ikke sådan i vejen,
Frøken Lind smilede grumt, - Ham skal De bare holde Dem fra, hvis De vil beholde
forstanden … det siges at Fru Schack … hun afbrød sig selv, eller rettere:
holdt op med at tale, som for at sige lige akkurat nok og ikke for meget.
- Jeg tænkte på … sagde Regitze
tøvende, - om han har noget med nogen at gøre … nogen af de andre mener jeg.
Frøken
Linds ansigtudtryk skiftede til noget næsten ondskabsfuldt.
-
Jeg kan sige så meget som at Han foretrække dem blonde, yndefulde og tynde,
sagde hun, - som for eksempel Frøken Piil.
-
Nå, sagde Regitze. Der faldt hende ikke andet ind.
Frøken
Lind vendte sig og gik. Nøglerne klirrede med en skingert triumferende lyd.
|
|
