Uddrag fra
Hun
Af Juliane Preisler
Som han bøjer
sig frem, slår lyset fra døren
gennem hans krop - aftenblåt, tigergult
rækker han armen ind i et skab, strækker sig,
rejser sig, udløses, fjedrende.
Mod ryggen lægger hun ansigtet, brændende,
armene bølger ind mod en ø af sol, vinger som
skygger.
Døren som ånder, blæser blåt og gyldent over
deres øjenlåg, ind mellem læberne.
Som han vender sig i hende falder en skål mod
gulvet, et blankt, glaseret, dyb af mørke,
som holder sig hel og vibrerer mod gulvet, en
lille triumferende lyd af lykke, små vifter i
deres blikke, som lukker sig mod hinanden.
|
|
