Uddrag fra
Kærlighedens rum
Af Anne Marie Løn
- Edith, siger hun med et smil, smalt, men venligt nok som den hånd, hun rækker
mod mig. Jeg hører hendes navn som i et ekko, da det fra ham i det samme lyder,
at Edith er forfærdelig bange for vand og tror hun skal drukne.
Jeg hører at navnet smager godt i hans mund og får det straks bekræftet, da
hans hånd på vej over mod mig stryger hende over kinden med håndryggen. Hans
blik hviler et øjeblik beroligende på hende inden han forsigtigt ser sig over
skulderen uden at røre sig i sædet, giver mig hånden til et håndtryk så
ordentligt, som det kan blive under de trange forhold, præsenterer sig Jean-Luc
og siger, at han gætter på jeg må være journalist.
‑ Exactement, svarer jeg i et komplimenterende tonefald.
- Tasken, ler han, - ikke til at tage fejl af.
- Det er altså ikke en båndoptager, selvom den ligner.
Tiden er ikke inde til at forklare, at jeg ganske rigtig er det af navn, men
ikke af gavn, fordi jeg bare driver rundt og kun undtagelsesvis skriver til
bladene derhjemme, når jeg med omhu har valgt en kældersceneforestilling, som
jeg brænder for at skrive om, mens jeg undgår alt hvad der lugter af det
etablerede inden for teater og inden for alle andre områder.
Tasken ligger for mine fødder, aflang og firkantet i blankt læder med klap
foran og udvendige ekstrarum bagpå til blokke og blyanter. jeg ser ned på
angiveren, som i dette tilfælde har været mig en god håndlanger, fordi det
passer mig glimrende at gøre indtryk af at være et ordentligt menneske, og jeg
udmærket ved at have et erhverv legitimerer én som sådan i de flestes øjne.
Uventet foreslår han, i betragtning af det upretentiøse arrangement, at vi
skal sige du til hinanden.
Jeg nikker glad.
- Bon, hvor havde du tænkt dig, du skulle hen i dag. Med et sideblik til hende forsigtigt for ikke at skabe uro i båden sætter han sig til rette i
førersædet.
- Ligemeget. Bare på udflugt. Jeg er lykkelig for at være med ... skoven,
måske Bois de Boulogne.
- Ahaa, Bois de Boulogne!
Han drejer ansigtet mod mig og ruller med øjnene.
‑ Der er mere end dobbelt så langt ad flodvejen, Seinen slår et
drabeligt slag og går mod syd efter Trocadérohaverne og Pont d'Iéna, det er
derfor man ikke kan se La Tour Eiffel herfra.
Jeg smiler og nikker af glæde over mit store held, mere end dobbelt så langt er
mere end dobbelt så godt for mig.
På udflugt kommer vi, hører jeg hans veloplagte stemme, mens der kobles ud og
sættes i gear foran mig.
|
|
