Uddrag fra
Dværgenes dans
Af Anne Marie Løn
Findes der et Paradis på jorden for de levende, er det Willhofsgave, hvor jeg er født. Den fortættede
fuglesang i maj, sådan som jeg oplever den på Vestre Kirkegård, kender jeg
ellers kun derfra. For tiden tænker jeg dagligt på det derovre. Uanset om vejret
er fugtigt og koldt, som det er lige for tiden, synger fuglene punktligt i takt
med lysets styrke.
Så snart den sidste blomstersmykkede kiste var gledet ud, hummede jeg mig på
bænken til fødderne slap pedalet og sad tanketom i mit skjul med blikket ufravendt
mod spejlets tomme øje.
Da steg fuglesangen, som strømmede ind gennem den åbne port, op og nåede mig
med duften af grøn kølighed og sødlige liljer, vækkede mine beslaglagte sanser
og satte mig i stand til at handle.
Hurtigt afførte jeg mig mine spillesko - specialfremstillede af min
ortopædskomager i Store Kongensgade med fem centimeter indbygget plateau og
glatte lædersåler, som kan glide over pedalet - sprang i mine gadestøvler og
indhentede ved udgangen en kirketjener for at forhøre mig om navnet på afdøde
ved næstsidste begravelse.
Selv kommer jeg kun på kirkegårdens hovedkontor, når jeg henter min løn, alle
praktiske ting styres af kapelbetjente fra små kontorer i de enkelte kapeller.
Sædvanligvis får organisteme udstukket en seddel med klokkeslæt og salmenumre,
så en begravelse for mig blot er en række tal og en uendelig gentagelse af de
samme tyve-tredive salmer. En særdeles beskeden opgave, kunne man mene, hvis
ikke man tager den udfordring op, der ligger i at bryde ensformigheden ved at
trylle med arrangementet, lægge variationer ind og gøre noget særligt ud af
præludiet. Man har rigeligt med frikvarter til det, de sædvanlige
begravelsessalmer kan man udenad, de hyppigste af de mindre sædvanlige også.
Da jeg havde anråbt betjenten anden gang, stod han stille. Jeg var nået så tæt
ind på ham, at han måtte træde et skridt til siden for bedre at se mig. Det
slog et øjeblik gnister mellem hans dorske og mit opildnede blik. Ofte er folk
på forhånd uvillige til at tale med mig. De har kun ordene at holde sig til,
kan ikke umiddelbart aflæse mit fysiognomi, fordi det i grundtrækkene er
forskelligt fra andre ansigter og derfor tvinger dem til at abstrahere fra,
hvad et givent ansigtsudtryk almindeligvis plejer at betyde.
‑ Det husker jeg ikke. Papirerne er afleveret på kontoret.
Det var nemt for mig at se, at hans nysgerrighed var vakt, da han fornemmede
min iver, så jeg forholdt mig afventende, indtil det ganske rigtigt kom:
- Var der da noget, hr. Willhof-Holm?
En pludselig forlegenhed overrumplede mig og forhindrede mig i at sige et
eneste ord, før han beredvilligt gik videre.
|
|
