Uddrag fra
Tabernakel
Af Niels Frank
Papegøjen sparker. Det kan man
sige. Papegøjen svarer sig selv
med en dybsindig røst. Det
kan man sige. På sin egen måde
er papegøjen et geni. Men ingen er
på sin egen måde og mindst af alle
dén. Men hvordan fortælle den det.
Min kaffe gemmer sig
i koppen. Det kan man sige.
Men for hvem? En damp roterer vagt
når jeg ser ned i dybet, en slags rædsel
der gør sig selv usynlig for øjnene
af mig, det pureste intet
der i virkeligheden er vand. Men
hvordan fortælle det det.
Og at mange middelmådige drømme
blot gungrer blindt gennem et mørke.
Og at stjernerne blomstrer højt
i det. Og at alle konsekvenser heraf
begynder at citere sig selv glansfuldt,
så snart man vender ryggen til dem.
I det mest stiltiende sprog, som fx
dette, finder den slags uhyrligheder
hele tiden sted. Papegøjerne himler op.
Kaffen tier. Til min forladelse gentager jeg
dens tavshed, en livsførelse jeg går
og tåber op om. Sådan vil besværgelserne
ikke kendes ved hinanden, men føres
ustandselig sammen. Ja. Det kan man sige.
De føres sammen i en stærk teori.
Tilgiv mig at jeg hele tiden beviser den.
|
|
