Uddrag fra
Tabernakel
Af Niels Frank
Vandet sprøjter og palmerne hæver sig
over de mest jordiske banaliteter, som vi boltrer os i.
Resten ser blot til, studerer blasert
den udvendige, udadvendte side af sig selv.
Det er en venlig dag, en god dag at leve i.
Alting er så simpelt, men det simple
er en enorm kunst. For hvis pludselig enhver detalje forsvinder,
opløst i sollys, bliver kun selve forestillingen tilbage, vælden,
og den kan ikke kende forskel på dagside og natside.
I den er virkeligheden blot et aftryk.
I den er virkeligheden ulastelig: Den udvisker alle spor efter sig,
så hver af de tilbageblevne ting kan markere et lukket hér.
Men også vandet er et spor, især hvis nogen dykker ned i det
fra en gul vippe. Sprøjtet hvisler op i en ciseleret kølighed
og røber ham, ødelægger overfladens perfektion,
får den til at krakelere: Det markerer et hér,
som er fraværende. Det mest tiltrækkende er skjult,
man kan kun drømme om det, hvis da ikke det mest tiltrækkende
netop er det man kun kan drømme om. Alt andet
er ligegyldigt i sin udtalthed.
Måske kan man lære ham nærmere at kende, sidde i de udslåede stole
og spise is med ham, mens den dalende sol glitrer
i hver og een af de tusinde perler på lår og skuldre.
Sådan bliver forestillingen ved med at famle
efter flere og flere detaljer, indtil en let regn falder
over den forladte pool, og alle gisninger fuldbyrder sig selv.
|
|
