Uddrag fra
Det dyrebare liv: Jørgen-Frantz Jacobsen i Strejflys af hans Breve
Af Jørgen-Frantz Jacobsen
Jeg ligger og drømmer og fantaserer
om barndommens elve og bække, sprudlende kilder og tordnende fosse, hele den
susende og brusende verden, man som lille gik på opdagelsesrejse i.
Hvad var det de hed, alle disse vandløb
i og omkring Thorshavn? Rættará, Sandá, Havnará, Hoydalsá, áin úti í Horni ...
Uforglemmeligt det øjeblik, da man
første gang stod ansigt til ansigt med den store Sandå. Et drama i
naturen, en mægtigt brusende strøm under den prægtige bro, og Kirkjubøreyn, det
øde stenfjeld, lige i nærheden. Da jeg kom hjem, var det jo en oplevelse, en
bedrift at tale om. Men Carli, der var fem år ældre end mig, lod mig forstå, at
for ham var dette hverdagskost. Han havde været ovre på den anden side af
fjeldet, og vejenes ende var ligegyldige ting uden strategisk betydning i hans
verdensomspændende vandreliv ...
Men for mig vedblev Sandåen i lang tid
at være vestgrænsen for al erkendelse. Fantastisk langt mod vest lå
Kirkjubø-domkirkeruinen, som jeg havde set billede af i en norsk bog, hvori også
Kirkjubø-bonden Patursson forekom. Men denne mystiske ruin var dog ikke længere
væk end at jeg undertiden mente at kunne skimte den fra vores trappe.
Fossen i Sandegjerde var også et mægtigt naturfænomen. Allerede længe før man
så den kunde man høre dens vældige røst. Oppe fra bakken, hvor du hospitalet
ligger, så man den for første gag glimte, det er et af mine grundlæggende
naturindtryk.
Trods Sandegjerdefossens fjernhed og
vælde var stedet dog yndigt. En af livets første idyller. Ja, i grunden har jeg
aldrig senere fundet et sted, som var dejligere end Sandegjerde, med sol og
elvesus og fjeld og løvetræer og det store hav. For enden af bakken var lågen,
og at gå igennem den var at gå fra et værelses i naturen og ind i et andet.
Til venstre var den enorme elv, til
højre præstegårdsgærdet, med en låge af grene, der har betaget mig stærkere end
nogen lampe og noget kunstværk. Men vendte man sig om, så man at i den store
elv i sit brede, rene leje pludselig holdt op – var væk i afgrunden. Her var
fossen. Den var en katastrofe, det tog vejret fra én at se den ovenfra. Hermed
var Niagara oplevet en gang for alle.
Også den dobbelte bro over Sandåen var
et fænomen i verden. Et dristigt menneskeværk i ødemarken. Og at stå på den
lille ø, midt imellem de to brofag!
Der var natur, på en gang stor og
elysæisk natur ved dette. Ens første første indtryk af hagan – ”Haugen”.
Gråhvide sten, blegnet træværk og lysende grønsvær, alt i en regnbue af
elveskum og i et øredøvende sus af vand. Ja, dette stykke elv, fra fossen og op
til broen, hvad er det dog ikke for et fundament i éns naturbevidsthed!
|
|
