Uddrag fra
Barbara
Af Jørgen-Frantz Jacobsen
Den nye præst huskede senere alt dette så tydeligt. Men i øjeblikket forstod
han det ikke rigtigt. Først en diskret indbydelse fra embedsbroderen Hr. Wenzel
åbnede ham øjne for, at der var fransk brændevin at få i studerekammeret.
Han opfattede heller ikke dette mod enken Barbara: at der var kommet et frisk
pust i samtalens slappe sejl, da landfogeden nævnte hendes navn.
Lagmanden vendte tilbage fra studerekammeret, stor og spag, med eller andet
ubestemmeligt drag af fornyelse over sig. Han havde stort bølgende fuldskæg.
Han lignede guden Jupiter. Men øjnene var rolige og milde. Ofte lyste et fint
næsten kærligt smil i dem.
Han satte sig ned og sagde ikke noget lige straks. Så oplod han sin sagtmodige
røst. - Hvordan Barbara var i sit første ægteskab, skal jeg lade være
usagt, skønt jeg har hørt mærkelige ting om det. I sit andet ægteskab var hun
ikke nogen god hustru, det tror jeg, jeg tør sige. Men at påstå at hun tog
livet af Hr. Niels - det er nu uret, for det var vådeværk.
Armgard fnøs. - Vådeværk! Ja så er der sket meget vådeværk for Barbara.
Og altid er det kommet hende mærkelig vel tilpas.
Ellen Katrine strakte sig på sin bænk og hævede krykken som til et signal: -
Ti du nu stille, Armgard, og lad Samuel fortælle. Han ved dog bedre besked end
du!
Samuel Lagmand sad og kiggede på sine små hænder. Han plejede sjælden at tale
over sig. Alle iagttog ham spændt. Han havde aldrig for sagt noget om Barbara.
Men han måtte jo vide besked. Hans embedsgård, Stegaard, lå i Sandevaag, kun en god fjerdingvej fra præstegården
Jansegærde i Midvaag, hvor Hr. Niels og Barbara havde boet.
- Jeg forstår mig ikke på Barbara. hun kom til vester til Vågø med Hr.
Niels, kunne ingen se andet end, at hun forgudede ham. Alle talte godt om
hende, og jeg kan for min egen part ikke sige andet end, at i al sin gerning og
alt sit væsen var hun som en engel at se til.
- En engel! Søfuglen, gamle Armgard, så hvast på sin nevø: Nej, min Gud,
Samuel! Næven nærmede sig igen bordpladen: Om ikke de andre var så kloge, så
burde i alt fald du vide, at en engel udenpå er ikke det samme som en
engel indeni.
Lagmanden smilte. Han tøvede lidt. Men ingen brød ind, ordet var hans. Så kom
det besindigt, med et uendeligt lille stænk af overbærende ironi: - Ja,
Armgard faster, De er nu så hastig. Men det var nu ellers netop det, jeg var i
færd med at sige. Hun var ikke nogen engel indeni. Men det behøver ikke at
betyde, at hun var en djævel, for sådan var hendes natur ikke. Jeg tror, at hun
gerne ville være god imod alle. Hun gik ned til folkene, når de kom fra
fiskeri, hun gik i tørv, hvad præstekoner ellers ikke plejer, og hun gik i
dans. Det huede nok ikke rigtig Hr. Niels.
- Herregud, mente Ellen Katrine: gå i dans, det skulle vel ikke være
nogen synd - heller ikke for en præstekone.
- Nej, faldt sorenskriveren ind: var De præstekone, Ellen Katrine
moster, og gik i dans, så tror jeg heller ikke, der ville komme nogen synd ud
af det
- Å du, Johan Hendrik! Hold dog en gang mund med dine næsvisheder!
Hun tjattede efter ham med krykken. Hendes mine var på en gang pompøs og kåd.
Men i lagmandens milde øjne blinkede det bare en brøkdel af et sekund. Så
fortsatte han: - Sagtens kunne Hr. Niels have følt sig mere tryg med en
anden kone. Jeg ikke, at det var Barbaras skyld. Men det var nu sådan, at når
Barbara var i dansen, så var alle i dansen, mænd og kvinder.
- Det er der ingen, der vil forstå, sagde præstekonen, Anna Sophie,
husets værtinde: det er ikke altid så let at være Barbara i en dans.
Hvis Barbara selv havde forstået det, så havde hun holdt sig borte fra dansen,
sagde Armgard. Og denne gang lod hun næven dundre i bordet.
- Mon det altid har været så oplivende, aften efter aften at sidde hjemme
i Jansegærde hos Hr. Niels med samt hans beskidte bøger? sagde Anna Sophie med
pludselig iver.
- Å verden, verden! udbrød Ellen Katrine og tegnede meget tankefuldt i
luften med sin krykke.
Men præsten Wenzel Heyde, den lille og salvelsesfulde, så meget misbilligende
på sin hustru. Hun var munter og trivelig og havde dybe smilehuller.
- Men sig mig en ting, spurgte Ellen Katrine, holdt Barbara ikke af sin
mand?
- Jeg kan forsikre Dem for, sagde lagmanden, at jeg mindes ikke at have
set en kone være så kærlig mod sin husbond, den første tid jeg kendte dem. Hun
ville altid have ham hos sig og ville hjælpe ham med alting. Og når han var
borte, længtes hun altid efter ham. Og han længtes nok også efter hende. Han
ville aldrig ligge en nat hos os på Stegaard. Selv i det dårligste vejr red han
altid hjem til hende om aftenen - i regn og slud eller i frost. Og gennem
hele deres ægteskab blev det for resten ved med at være sådan, at hun tålte
ikke, han forsømte hende. Herover kom nok deres første trætter - ved Gud,
jeg tror, det var alt det, at hun ville give ham lov til at skrive sine
prædikener.
- Ja, Barbara! sagde sorenskriveren: når hun er i det lune, er, hun i
stand til at blive jaloux på selveste Gud i himmelen!
Lagmanden smilte. - Ja. Men hvad hun ikke ville tillade sin mand, det
tillod hun jo gerne sig selv. For ofte og tit forsømte hum ham. Det var svært
at blive klog på. Hun ville være god mod ham, det tror jeg bestemt. Men
styre sig, det kan Barbara ikke. Hun gør akkurat hvad hun i øjeblikket har lyst
til - var der en dans, som hun ville med i, så gik hun. Jeg tror, at det
ofte kunne skære hende i hjertet af medlidenhed med manden, det ved Gud! Men
hun gik alligevel. Og så glemte hun ham hurtigt. Og ligeså: var der en god fart
her til Havnen, så skulle Barbara jo med. Ofte lå hun her i uger og måneder,
som I jo alle ved, der bor her.
- Unægtelig! sagde handelsforvalteren.
Lagmanden så på ham og granskede et sekund: - Hvordan hun skikkede sig
her - det I jo bedre end jeg.
- Vi har jo ikke kunnet undgå - hm – ikke kunnet undgå at formærke
et og andet, sagde landfogeden.
- Ja, det skal guderne vide, sagde handelsforvalteren.
Sorenskriveren så sarkastisk på ham: - Hm, ja - De har jo også vist sagen
interesse.
- Nå, jeg sørgede for at Melzer på ”Jubelfesten” kom i an anden fart.
Det har De vel ikke noget at indvende imod?
Johan Hendrik Heyde havde intet at indvende. Han så bare endnu mere sarkastisk
ud.
- Nu ja, fortsatte lagmanden, heller ikke hjemme på Vågø skikkede Barbara sig,
som hun burde. Det kom jo snart for en dag, skønt hun forstod at fare varligt
frem. Jeg vil ikke sidde og regne op alt, hvad jeg har hørt, meget er nok også
sladder. Men der er forskellige mænd, som hun har vist venskab.
Armgard havde længe forholdt sig tavs. Nu brød det af hende: - Efter alt
hvad jeg hører, Samuel, er det en tøjte, du sidder og taler om!
Handelsforvalteren fløjtede lidt: - Nej, en præstefrue.
- Jesus forlade mig, sagde Samuel Mikkelsen: hun er i sin adfærd så sømmelig
og fin som en dronning. Og så venlig og god mod alle. Som Anna Sophie sagde
før: det er ikke let at være Barbara. Alle flokkes om hende. Hun er sådan at
hun frister alle - og selv fristes. Det kommer mig ofte for, at hun er
som et barn…
Et godt barn ja, otteogtyve år, præstekone og landets største hore! sagde
Armgard.
- Ja, ja, sagde sorenskriveren. Og Samuel har dog ret. Et barn - et
farligt barn, ganske vist.
- Å verden! Ja enhver siger sin historie. Men sig mig, hvordan var præsten,
Samuel?
Det skal jeg sige Dem, Ellen Katrine faster: Hr. Niels var en særdeles
skikkelig og ordentlig mand. Fredelig af naturen. Han gav efter, og prøvede på
at lukke sine øjne. Som jeg har sagt, holdt hun af ham, men efterhånden
begyndte hans føjelighed vist at irritere hende. Så prøvede han nok at tage
skeen i den anden hånd og sætte hårdt mod hårdt. Men det vakte bare hendes
trods. De sloges. Man fortæller, at hun engang kastede en lysestage efter ham.
Så begyndte efterhånden alle at synes, at det var synd for præsten. Særlig tog
tjenestefolkene hans parti og forholdene i Jansegærde blev efterhånden mere og
mere forvirrede.
Lagmandens stemme var dyb og landlig. Den kunne minde om køer, der sagte brøler
i deres båse, eller om stalddøres knirken på træhængslerne. Ordene faldt enkelt
og næsten enfoldigt. Men der var over hans jupiteransigt et fint behersket spil
af godmodighed, satire og kløgt.
- Så var det en dag, vedblev han, at Barbara var særlig urimelig mod Hr. Niels -
i alles påhør. Hun var efter ham med hånsord og den slags. Den skikkelige mand
vidste ikke, hvad han skulle stille op. Han prøvede at berolige hende, men det
hidsede hende bare mere op. Tilsidst slog hun ham. De havde en huskarl, der hed
Kristoffer, en kæmpekarl. Ham blev dette for meget. Pludselig går han hen og
tager Barbara og bærer hende ud af huset.
- Tog karlen præstefruen? spurgte fru Mathilde.
- Ja.
- Gud!
- Hvad sagde hun?
- Hvad skulle hun sige? Han bar hende som et lille barn. Hun skal have set
temmelig forbavset ud. Først da han var kommet bagom husene med hende,
begyndte hun at blive urolig. Men hun var jo ikke stor mellem hans hænder. Så
tog han og satte hende på hovedet ned i en ajletønde. Og der stod hun.
- Er det virkelig sandt, at han har gjort det? spurgte flere.
- Kristoffer har selv fortalt mig det, sagde lagmanden.
Fru Mathilde fik et lille tilfælde og måtte have sit hovedvandsæg frem. -
Ved Gud, hvis det var mig! Jeg havde aldrig vist mig for mennesker igen!
- Det skal heller ikke have taget sig videre sømmeligt ud, sagde Samuel og bar
med et værdigt smil over med tilværelsen, der undertiden kan forme sig
beklagelig drastisk; alle husfolkene var fulgt efter - de var nok lidt forstenede.
Han smilede igen ganske let: - Det er jo heller ikke helt almindeligt at
se en præstekone på den måde.
- Hvem hjalp hende op?
- Kristoffer væltede tønden, så kravlede hun selv ud.
- Da var hun vist ikke myg at stryge? spurgte sorenskriveren.
- Hun var rasende. Hun sendte alle folkene ud af huset for resten af dagen. Hr.
Niels, den stakkel, han fik kærligheden at føle, han måtte hjælpe hende med at
blive ren igen. Atten bøtter vand, siger de, måtte han bære til hende fra
elven. Det var ved sommertid, en lørdageftermiddag. Hans prædiken den næste
dag i Midvaag
kirke blev derefter. Men Barbara ... da folkene om aftenen kom hjem, var hun
lige så net og væn som altid og lod som om ingenting var hændt. Kristoffer kom
til mig og gav sig selv an. Jeg gik ud fra, at Hr. Niels eller Barbara ønskede
en retstrætte om denne sag. Det gjorde de heller ikke. Så beholdt jeg
Kristoffer hos mig, og fra ham ved jeg meget om forholdene i Jansegærde.
Der var forbløffet tavshed. Man hørte kun strikkepindene.
- Nå, det var altså dronningen, du talte om, sagde omsider Armgard.
- Dronning var hun alligevel, sagde lagmanden. Tre dage efter skulle jeg
til Havnen med båd. Da kom Barbara og spurgte, om hun kunne komme med. Men da
sagde jeg for resten, at jeg ikke kunne have hende med. Jeg kan ellers ikke
lide at være utjenstvillig. Men det lod i øvrigt til at forbavse hende højlig!
Ja, sådan er Barbara.
- Det er i grunden mærkeligt, at den historie ikke har latterliggjort Barbara
mere end den har, mente Hr. Wenzel. Man skulle tro, at selv den smukkeste
kvinde efter dette måtte være umuliggjort i bund og grund.
- Nå, hvorfor ikke tværtimod? sagde sorenskriveren.
- Nej uf! udbrød fru Mathilde.
- Det viser, hvor dygtig hun er, mente Anna Sophie.
- Nå hvad fanden, forklarede handelsforvalteren: hun sørgede ganske
simpelt for, at folk fik andet at tale om, for kort tid efter var det jo, at
hun slog manden ihjel.
- Det var næsten et halvt år efter, at alt dette skete, rettede lagmanden
sagtmodig. Det var i november. Præsten havde en søndag været hos os og prædiket
i Sandevaag kirke. Det havde været tøvejr vejr og regn, men i dagens løb blev
det hård frost, og alle veje og stier blev overisede. Præsten ville som
sædvanlig ride hjem om aftenen. Vi forsøgte på alle mider at få ham fra det.
Men der var intet at stille op med ham. Han blev ved sit. Så ked af ham, som
Barbara sikkert var, så tålte hun dog stadig ikke, at han lod hende sidde I
alene hjemme.
Så red præsten, vedblev lagmanden, og alle ved jo, hvordan det gik. Ved
Midvaags Sand snublede hesten på en glat helle, og hr. Niels faldt og brækkede
benet. De siger, at Barbara var meget øm over ham den første tid og plejede ham
så omsorgsfuldt, at det så ud, som om de var bedre venner end nogen sinde. Men
så begyndte det vist at blive hende for ensformigt. Præsten kom sig godt og var
nået så vidt, at han kunne sidde oppe med det dårlige ben strakt hen over en
stol. En dag kommer en af huskarlene ind og siger, at en fremmed båd er ved at
lægge til nede ved landingspladsen. - Det er nok nogle herrer fra Havnen,
tilføjer han. Barbara, som havde siddet hos hr. Niels, fløj op og løb hentil
vinduet - sådan er hun jo - og i uagtsomhed kom hun til at vælte
stolen, således at præstens syge ben faldt til jorden og brækkede anden gang.
Så førte de præsten til badskæren her i Havnen, men han kludrede vel bare med
det, der stødte koldbrand til, og Hr. Niels kom jo ikke over det.
- Ja, Samuel, sagde Armgard. Og enken sørgede dybt!
- Jeg ved ikke, hvor dybt hun sørgede, men hun sørgede, det kunne da
enhver se.
- Vist sørgede hun, sagde sorenskriveren. Hun er jo ikke noget uhyre,
Barbara. Men hun glemmer forbandet hurtigt, det skal jeg villigt indrømme.
- Det er nok, som jeg siger, sagde lagmanden: hun er som et barn.
- A, ti dog med den snak. Voksne mænd, som land og folk er betroet til! At I
kan lade jer forblænde på den måde. Et barn! Et skarn, siger jeg, sådan som hun
bærer sig ad, leflende med alle.
Armgard var oprørt.
- Sig mig, spurgte Anna Sophie, har De nogensinde været sammen med
Barbara?
Søfuglen snerrede.
- Hun er så yndig, sagde Anna Sophie.
- Hun er en farlig kvinde, sagde landfoged Harme med megen værdighed.
- Ja, mente hr. Wenzel: som der står i salmen, ”skønneste blomster har
tærende gift”. Lad Barbara være så yndig, hun være vil, kristelige mennesker må
dog tage afstand fra hendes gerninger.
- Hun burde sættes fast, sagde Armgard med foragt. Hun er farlig at have
gående, der er kun ulykker at finde i hendes spor. Hun måtte jo kunne dømmes
for hor.
- Nå, sagde Johan Hendrik og trak på skulderen, - så var der måske
en del andre, der også skulle dømmes. Såvidt jeg da har forstået
verden.
Å ja, å ja, Gud nåde os, sagde Ellen Katrine, lam og forlystet på sin bænk.
- Nej, lad Vorherre dømme Barbara, ræsonnerede Johan Hendrik. Hun er nu
sådan indrettet, at nær sagt hver mand, ja hvert levende væsen, der ser hende,
synes godt om hende. Og hun mærker det i hvert eneste lille tilfælde, ja om det
så bare er en hund, der beundrer hende fra en krog.
- Nu ja, spurgte Anna Sophie, kan hun gøre for det? Sådan er kvindens
natur.
- Ja, ikke sandt? vedblev Johan Hendrik ivrig. Og så meget kvinde er hun
blevet, at det er en nødvendighed for hende at alle, selv den mindste og
uværdigste, skal beundre hende. Alt i hende vil sejre - og har gjort det
til denne dag. Alle skal elske hende. Og hun vil elske alle. Men det er dér,
det glipper for hende, hun overkommer det ikke.
- Sådan tale forstår jeg slet ikke, sagde Armgard.
- Det er vist meget rigtigt og klogt sagt alt sammen, sagde
handelsforvalteren, men det hele kan dog udtrykkes på en langt kortere og mere
letforståelig måde. Barbara er så bundliderlig. Det er min ganske enkle mening.
I det samme hørtes kvindestemmer ude i røgstuen, og to unge kvinder kom til
syne i døren. Det gav et lille sæt i hr. Poul - det var de to smukke kvinder,
han om morgenen havde set i Handelens portrum.
- Donnerwetter! udbrød
kommandanten. Han var så forøllet og forbløffet, at han blev stående i
døren til studerekammeret med flasken åbenlyst i hånden.
Dette blev hans eneste bidrag til samtalen, og det bemærkedes ikke af nogen,
for alles øjne var pludselig rettet mod de nyankomne, der lyste op i deres
smukke klæder, duftede af pudder og fyldte luften med kvidder og smil.
- Ja, når man taler om solen - ! sagde landfoged Harme.
- Talte De om os?
- Om dig, Barbara, ja, sagde sorenskriveren med alvorlig stemme og et lille
dulgt smil.
Det glædede og smigrede hende vist, hun slog øjnene ned og lo, blufærdigt og
frisk. Men Hr. Poul var som forstenet. De to unge kvinder gik rundt og tog alle
i hånden. Barbara Salling var temmelig høj og lys, hendes mund var stor og rød,
hendes tænder smukke. Hun førte sig med en medfødt naturlighed og med lige så
stor artighed. Suzanne Harme var finere af skikkelse og havde et langt kønnere
ansigt. Men hendes kloge øjne overstråledes af det livfulde og hastigt
vekslende i Barbaras blikke, og hendes sonore røst blev ensformig ved siden af
alle de besynderlige brydninger i venindens stemme. Det var som en regnbue af
kildrende støj, der pludselig havde rejst sig midt i den tørre samtale.
Den nye Vågøpræst rejste sig og hilste lidt fortumlet enken på kaldet. Han var
overrasket og blændet. Barbara vekslede håndtryk med ham uden at ænse ham alt
for meget, men hendes naturlighed var så fuldkommen, at det virkede beroligende
på ham. Ja, alle var beroligede. Lagmanden smilte op af sin godmodigheds stille
dyb, Hr. Wenzel var venlig, omend med reservation på himmelens vegne, Anna
Sophie var oprømt og handelsforvalteren galant indtil det geskæftige. Men hans
blodløse kone, fru Mathilde, sad med øjnene på stilke og slugte Barbara og al
hendes gøren og laden med nysgerrighedens vildeste dæmoner i blikket. Dog, det
var der ingen der ænsede, for alle ænsede kun Barbara.
Men Barbara ænsede Armgards strikketøj og var meget interesseret.
- Det er ikke en trøje ... åh, et tørklæde, et shawl?
- Og mønstret var meget interessant! Armgard måtte forklare, hvordan det ville
blive, og pegede med strikkepinden.
- Det bliver pænt! Barbaras øjne fik et udtryk af levende forventning om,
hvordan gamle Armgards tørklæde ville se ud, når det engang blev færdigt.
Armgard blev så hyggelig i ansigtet, et smil begyndte at sprede hendes
sammenkrympede læber, de gamle tandstumper kom til syne af lutter venlighed, og
til sidst så hun på Barbara med så megen ømhed i blikket, som man på nogen
måde kan vente af en måge. De konverserede, de to, om ret og vrangt.
Gamle Ellen Katrine på bænken ønskede at se Barbara rigtigt. Hun havde aldrig
talt med hende før, hun boede på den store gård inde på Østerøen og var så
sjælden i Havnen. Hun holdt længe den unge kvindes hånd: - Nå, dette er
altså Barbara, således ser De altså ud! Hendes gamle øjne var fulde af
opmærksomhed.
Barbara var ikke så lidt genert over mønstringen, hun så ned og hun så op,
næsten komisk usikker i blikket. Hun rødmede.
Ja, ja, sluttede omsider den gamle, pæn er De, som jeg havde ventet. Jesus
velsigne Dem! Verden, verden ...
Barbaras ærinde var kun at spørge landfogeden, om der var kommet breve til
moderen med ”Fortuna”. Hun havde forgæves søgt ham i fogedstuen. Der sagde de
at han var ude i Havn. Hun fik Suzanne med sig. Nu, gudskelov, fandt de endelig
landfogeden på Reyn. Men, æh, nej, der var ingen brev til Mme. Salling, sagde
fogeden. Ja, så var der ikke andet, og de to kvinder gik igen.
Sorenskriveren hilste Barbara farvel i en vis spydig tone, som de begge
efterhånden var blevet enige om at betragte som en form for kæleri. Hun svarede
med et blik, der kunne tydes således: Ja, du er den eneste, der forstår mig til
bunds, og du gouterer mig! Han nød det en smule. Men hvem kunne vide det? Måske
takkede hun også handelsforvalteren for hans galanteri med en eller anden
mine, der udnævnte ham til den eneste eller den egentlige.
Jo, Barbara - hun havde nok søde hemmeligheder med alle – større eller mindre
hemmeligheder.
- Hvor er hun yndig, sagde Ellen Katrine. Det kan jo godt være at I har ret i,
hvad I siger, men er I nu også sikre på, at hr. Niels har været en mand for
hende?
- Nej, sagde sorenskriveren med et lille smil: men - hvem er det? Han strøg sig
langsomt over hagen, som han havde for skik. Der var blevet et sandt rend i
studereværelset. Lagmanden havde været der igen og gik sindigt rundt i stor og
stille selvfornyelse. Det skumrede og regnede udenfor. Mændene blev enige om,
at de ville gå ned i Handelen og se på varer. Det tegnede til en fugtig, en
meget fugtig aften. Armgards pinde strikkede igen vredt på mønstret, der havde
Barbaras spændte forventning en flygtig stund.
Det var hr. Pouls første dag i Thorshavn.
|
|
