Uddrag fra
Ild og tal
Af Morten Søndergaard
Vi aflægger dagens gule maskine
et rutinemæssigt besøg.
Vi tænder små bål af halm.
Vi inddrages i en kaprifolies
stædige hastværk
hen over en afskallet mur,
vi udgør saften i de yderste skud.
Vi dør i de gule kattes øjne
under en stille gul sol.
Vi lever træernes trævlede søvn
og trækker vejret gennem fuglenes lunger
i øjeblikket før de begynder at synge.
Vi mærker blodet en brøkdel
varmere på vej ud af hjernen,
vi er denne varmegrads opløste ciffer,
en simpel kærlighed
gående mod uendelig
i et stadigt voksende fald.
Vi er ild og tal.
|
|