Uddrag fra
Bier dør sovende
Af Morten Søndergaard
Vi er i dette kom-hvad-der-kommer-humør,
hænderne er en flod og den kølige nat forlader os allerede,
stedsegrønne reb slæbes hen over
jorden,
og vi hører børnenes ophidsede stemmer bag os.
Her er vi fremmede, fremme.
De mørke skikkelser bærer også
navne,
dyr, der i et væk drejer hovedet fra side til side.
Vi kender vores plads i halvmørket,
lagt til rette,
skinnende instrumenter på et grønt klæde,
barndommens kamferlugt og tegneserier,
vi byggede huler på motorvejens midterrabat,
og vi sov med åbne øjne.
Store hvide år gled bare gennem os.
Vi groede ud af vores tøj, og overdækkede af mos og jord
kravler vi nu op fra gravene og giver os til at danse.
I gerningsøjeblikket: en stor ro.
Som om handlingen ved mere end ordene,
som om vi ikke behøver denne patos,
denne udstrækning.
Da regnen kom, var vi udmattede og gik i et med dråberne.
Måske skal vi alligevel slå os ned
her?
|
