Uddrag fra
Fabler
Af Sophus Claussen
Væk ikke svanerne
Mit vårfløjt blev nedstemt af andedams-claquerne.
Selv svanerne rystede svanenakkerne.
Fjerhammene bruste, mens næppe de målte mig
med sideblikke,der lod, som de tålte mig.
En enkelt kom sagtelig sejlende hen.
Lig stille og ti, er du svanernes ven ...
Det er svane-skæbne, at alt må dræbe os,
livet er til for at efterstræbe os.
Kom ikke med trækfugletoner forlystende
til svanen, som drømmer sin isdrøm, den rystende ...
En brøde er livet, og vi - vi er sonerne,
kun født til at synge med døden i tonerne.
Men ildner du os med det hede og higende
- den dobbelte islæt i trækfulgeskrigene -
og må vi ej blunde til solnedgangsklokkerne,
vi rejser os. Ve over livs-forlokkerne!
Vi rejser os. fyrige svulmer da hammene.
I fald vi er stækkede - dø må vi flammende.
Ak, svanerne lokker man kun for at slæbe dem
i hobevis sammen ... og derefter dræbe dem.
Til evige vintre har strængt oceanerne
og snefald får mundene lukt på vulkanerne -
væk ikke, med ildhu og krigerisk dystende,
de vingefjer-brusende, kraftigt sig brystende!
Lad festskrud og lege på drømmebanern
forlyste de sorgfulde. Væk ikke svanerne!
|
|
