Uddrag fra
Rygternes Atlas
Af Henrik Bjelke
Kameraet må have været rettet mod gulvet eller fra starten have stået i en
position, hvorved det hele tiden kun optog gulvet. Hvad der i rummet ellers kan
have været af interesse, får han øjensynligt ikke at se på denne stump film.
Han ser gulvbrædderne i et ferniseret gulv. Først da et hjørne af gulvtæppet
kommer med, opdager han, at det er det gulvtæppe, som han engang sad på. ”Jamen
Gud, det er jo hjemme i lejligheden. Hvad mon der nu kommer?” Han er ikke klar
over, at der har været filmet i den lejlighed. Så ser han barnet eller rettere
dets fødder og ben, ikke dets hoved. Et godt to år gammelt barn står i hjørnet.
Kameraet glider alt for hurtigt forbi barnet. Man kan ikke se, hvem det er
eller hvad det gør.
Han holder dette spædbarn i sine arme. Han ser dets øjne, han kender dets
skæbne, han ser dets seende, uvidende, ugenkendende blikke, der usikkert
flakker fra højre til venstre, op og ned. Han kender resten af dette spædbarns
kommende skæbne, der ikke står til at ændre, og han ved, at dette barn vil
blive udsat for berøvelser, som han ikke kan afværge, og han ved også, hvorfor
dets skæbne vil blive grum, for han behøver blot se på barnet for at vide det.
Og ved at se på barnet ser han, at det er hvidt, ikke hvidt i modsætning til sort
af hudfarve, men sminket hvidt og allerede iført Mickey Mouse-hue med to
runde sorte kugler, der er ører, og også hænderne er sminket hvide, og
lillefingeren er bukket ind i håndfladen og plastret til, så der kun er tre
fingre og tommelfinger på hver hånd, hænderne allerede gjort til hvide handsker
og tre sorte striber malet på de små hænders overside med sort stift. Derfor er
han klar over, at dette barn allerede ved fødslen er designet til at være -
ikke menneske, men menneskelignende dyreart, det vil sige fiktion. Gjort til
fiktion som nyfødt, destineret til menneskekarikatur og som på en
celluloidstrimmel gennemlyst og bevæget mekanisk for at modtage sine
berøvelser, tåle sine skuffelser, lide sine mangler gennem et helt livs
filmstrimmel. Han står med spædbarnet i sine arme holdt frem med samlede albuer
foran sit bryst, underarmene skålformede som til anråbelse, så barnet hviler
med ryggen mod hans arme og fødderne mod hans bryst og hovedet borte fra ham i
hans hænder, dets ansigt mod himlen. Således står han og ser på det sorgløse,
uvidende barn. Og hans viden er hans sorg, på en gang er han opfyldt af summen
af den gråd, som dette barn vil skulle græde i løbet af sin tilværelse atter og
atter på en aldrig afsluttet film. Og ville man spørge, hvorledes han kunne
vide, hvad der skulle ske med dette barn (for ingen kan jo kende begivenhederne
i en fremtid, som ikke er indtruffen), ville svaret være, at dets fremtid for
længst var indtruffen, at den allerede var ovre.
|
|
