Uddrag fra
Søforhør
Af Thorkild Hansen
- Den 9. januar 1927 var en søndag?
- Ja.
- Men så viste det sig senere, at den nyfødte brugte den »forkerte« hånd, og det så man alvorligt på dengang. Det var dig.
- Ja, det var mig. Søndagsbarn, men kejthåndet!
- Er det stadig dig?
- På en måde. I mit tilfælde har held og handicap ofte fulgtes ad, medgangen var gerne belagt med en afgift, når succes´en endelig kom, blev den tit ligesom delvis trukket tilbage, som om nogen havde fortrudt, at de havde givet mig så meget. Men sådan er det vel for de fleste. Klangen er brudt, kortene blandet, lykken sjældent ren. Baldfehlt uns der Wein, baldfehlt uns der Becher!
- Men 1927, - det var det år, Brandes døde, og Lindbergh fløj over Atlanten. Stauning var lige væltet, og arbejdsløsheden var over 20%, og det blev den hårdeste vinter i mange år. Men for to unge mennesker ved navn Jørgen og Thyra, din far og mor, var lykken alligevel ren?
- Ja, det må man sige. Min kloge navnebroder og nabo, Thorkild Bjørnvig, sagde forleden, at det at være ønsket er et stort privilegium for et barn. Det var jeg, og det kan jeg indtrængende anbefale andre! Det er måske ikke så almindeligt, som vi gerne vil tro. Far fortalte mig, at han de første dage efter min fødsel rystede for, at jeg skulle dø; kunne jeg bare leve en uge, ville det være lykken, to uger et mirakel! Den gode mand så mig heldigvis blive over 50, men da havde miraklernes tid nok ind imellem været lidt forbi. For mor blev min tilsynekomst simpelt hen den største glæde i hendes liv, det må jeg have lov at sige, for deri ligger der jo ikke den ringeste fortjeneste fra min side, og det ville desuden ethvert barn være blevet for et menneske med hendes ulykkelige baggrund. Af de fire eller fem mennesker, der har elsket mig, er mor den, der har elsket mig højst, og den eneste, der har elsket mig uden betingelser.
- For det bliver vi kun af vores forældre?
- Ja, det må vi gøre os klart. Vi møder måske større lidenskaber senere i livet, men den betingelsesløse kærlighed møder vi kun hos dem, der har sat os i verden og aldrig senere hen, aldrig hos andre, aldrig. Fra det øjeblik, jeg slog øjnene op, var jeg omfattet af en grænseløs kvindelig kærlighed, det ligger meget længere tilbage, end jeg kan huske, selvfølgelig, men jeg ved, at den har været der, for den har været meget vanedannende! Lige siden har det kvindelige element for mig været det mest uundværlige af alt, det kan ganske enkelt ikke blive mere banalt, ingen anden lykke i mit liv har kunnet måle sig med oplevelsen af kvinden.
- Det lyder som en tilståelse. Har du aldrig hørt om Ødipus?
- Selvfølgelig. Jeg vidste, den ville komme. Og så har vi det, der hedder en moderbinding, og så bliver vi enten homoseksuelle eller impotente. Det eneste, jeg kan sige, er, at den mekanik har altså ikke virket i mit tilfælde. Jeg tror ikke engang, jeg har været ude efter en »modererstatning«, i hvert fald ikke mere end godt og rimeligt er. Jeg har lyst til at vende al denne snak på hovedet og sige, at hvis jeg var pige, ville jeg betænke mig meget på at gifte mig med en mand, der ikke holdt af sin mor, nøjagtig ligesom jeg selv ville betænke mig på at tage en pige, der så ned på sin far. Jeg kan ikke få ind i mit hoved, hvad galt der skulle være i, at de to køn beundrede hinanden lidt. Men nu er de jo nærmest ved at erklære hinanden krig! Det hører med til den lykkeløse verden, vi snarest skal have indført.
- Det var din mor, der fandt på dit navn?
- Ja. Skal det nu også være galt? Hun havde vel en fornemmelse af, at med det efternavn måtte der ligesom gøres en ekstra indsats, og jeg har aldrig været utilfreds med resultatet. Thorkild Hansen? Det ku´ sgu da let have været meget værre!
- Du har aldrig tænkt på at tage navneforandring?
- Pille ved sin identitet? Aldrig i livet. Jeg synes begge navne passer fint. Med fornavnet, der betegner personen, er jeg kommet lige så langt i retning af det individuelle, som jeg med efternavnet, der betegner fællesskabet, er kommet i retning af det banale, og det er da bedre end omvendt. Vi er alle produkter af de to ting, men hellere være en individuel banalitet end en banal individualitet!
- Hvordan var din mor?
- Jeg syntes naturligvis, hun var utroligt smuk, det vil ikke undre dig. Hun var fem år ældre end far og 33, da hun fik mig, altså efterhånden en gammel pige. Det betød en vanskelig fødsel, men hun var ikke forvænt med at komme let til noget her i livet, hun var opvokset i yderst små kår.
- Du har en gang sagt, at hun havde zigøjnerblod i årerne?
- Ja, det hed sig, at hendes far var zigøjner, eller »tater«, som man sagde dengang, uden at jeg af den grund skal kunne afgøre, om hun var halv, kvart eller fem-ottendedels zigøjner. Manden hed Andersen, så nogen fortynding af natmandsblodet må der vel have fundet sted allerede hos ham. Men mor var gnistrende mørk og blev straks brun om sommeren.
- Selv var du imidlertid fuldstændig lyshåret, det fremgår tydeligt af billederne
- Ja, alt sådan noget er jo meget usikkert. Mor mente, at jeg havde fået min glæde ved musikken og naturen fra hende, og min rigelige omflakken i verden kan jo også være et indicium. Jeg ved det ikke. Skal det endelig være, ligger »zigøjner-arven« nok mere i noget andet, i en vis skyhed, i frygten for at involvere sig, sidde fast, i trangen til at gøre sig usynlig, komme væk.
- "Lave sit kup og forsvinde?"
- Nu diskriminerer du lidt, men all right: så vidt muligt leve afsides, lydløst, skjult, det har jeg fra hende, og det hænger sikkert sammen med det, vi lige strejfede i starten, den indgroede fornemmelse af ikke at høre til nogen steder, men at stå udenfor, være en landflygtig, en emigrant, en out-law, en out-cast, en kejthåndet,der lader som om, han skriver med en højre...
|
|
